Facebook ser ud til at vågne igen

Alt tyder nu på, at Facebook er oppe at køre igen, efter at mediet i lande over hele verden var gået i sort

Millioner af mennesker forsøgte onsdag morgen forgæves at logge på det sociale medie Facebook. Men sitet var nede. Alt tyder nu på, at i hvert fald de danske brugere igen har fået adgang til sitet.

Siden omkring klokken halv otte onsdag morgen har det ikke været muligt at skrive statusopdateringer eller på andre måder bruge det verdensomspændende netværk, som over 800 millioner mennesker bruger verden over.

Nedbruddet medførte en voldsom aktivitet på det andet sociale netværk Twitter. Her kunne man læse, at mediet i blandt andet England, Korea, Italien, Indien, Holland og Rusland også skulle være ramt.

Læs "Facebook kan redde sprog"

Læs "Facebook fyldt med meninger"

Frida Löwengren, Facebooks nordiske talskvinde, siger til Ritzau, at man onsdag morgen blev klar over problemet og fortsat er ved at undersøge sagen.

- Vi har fået rapporter ind her til morgen med indikationer fra Danmark, om at man ikke kan komme ind på Facebook, siger Frida Löwengren.

- Vi har ikke fået nogen bekræftelse om, hvad der er sket, siger talskvinden.

Derfor kan det heller ikke afvises, at hackere kan stå bag nedbruddet.

På Twitter florerer der rygter om, at det kan være hackergruppen Anonymous, der står bag et angreb på det sociale medie. Gruppen har tidligere truet Facebook, men der er altså tale om ubekræftede rygter.

Samtidig havde Facebook annonceret en række store ændringer i opsætningen, hvilket også kan være en forklaring på det tekniske sammenbrud.

Powered by Labrador CMS