Facebook kan se, om du er til højreekstremisme eller homoseksualitet

Mens du hygger dig på nettet skaber Facebook en detaljeret profil om dig - inklusiv private detaljer

‘Homoseksualitet’, ‘fascisme’ og ‘angst’. Det er eksempler på nøgleord, som Facebook regner ud og putter på danske brugere. Det viser en gennemgang af en række personers Facebook-profiler, som P1 Orientering har foretaget.

Betegnelserne blander sig med langt mere uskyldige karakteristika om, at man godt kan lide blomster, at købe tøj på nettet eller har børn.

- Det store problem med det er, at vi ikke ved, hvorfor de placerer os i de interessekategorier, som de gør. Vi kan faktisk stadig ikke se, hvordan de indsamler vores data, og hvad de bruger det til. Det er en stor sort boks, og det har det altid været, forklarer Benjamin Rud Elberth, der er ejer af Elbert Kommunikation og er ekspert i sociale medier til P1 Orientering.

Annonceinteresser

Facebook kalder profileringen for ‘annonceinteresser’ og skriver på den underside, hvor du kan se dine interesser: ‘Dine interesser er baseret på din Facebook-aktivitet og på andre handlinger.’

- Det er jo umuligt at vide, hvad ‘andre handlinger’ dækker over, og det er sådan set pointen. Det er deres forretningshemmelighed, og de vil ikke ud med det, siger han.

En, der har et godt bud, er Mikael Lemberg. For fem år siden arbejdede han i Facebooks europæiske annonceafdeling i Irland, og i dag er han udviklingschef i firmaet falcon.io, der er partner med Facebooks annonceafdeling.

- Annonceinteresserne på Facebook bliver skabt ud fra en blanding af, hvad du klikker på, ‘synes godt om’ og kommenterer. Derudover bruger de oplysninger, du selv har indtastet og så sidst, men ikke mindst, hvordan du engagerer dig med andre hjemmesider og apps, som har Facebooks trackingsystem implementeret, forklarer han.

Du behøver altså ikke at være på Facebook, for at din adfærd bliver en del af Facebooks profilering af dig. Det er nok bare at være på sider eller apps, der har Facebooks trackingsoftware installeret.

Facebook: Vi gør som alle andre

Facebook understreger over for Orientering på P1, at en brugers annonceinteresser kun kan ses af brugeren selv.

- Som andre internetfirmaer viser Facebook annoncer baseret på emner, som vi mener, at folk måske er interesseret i, skriver Facebook i et svar til P1 Orientering.

Facebook mener, at forklaringen på, hvordan brugernes annoncepræferencer bliver skabt, er god nok som den er i dag:

- Folk kan administrere deres Annoncepræferencer, der tydeligt forklarer, hvordan reklame fungerer på Facebook, og giver dig mulighed for at fortælle os, om du vil se annoncer baseret på bestemte interesser eller ej, skriver Facebook i svaret

Annoncer er Facebooks indtjeningsgrundlag

Oplysningerne er nøglen til Facebooks forretning. Netop på grund af den forholdsvise præcise profil Facebook kan tegne af brugerne, findes der ifølge Benjamin Rud Elberth ikke andre medier, hvor annoncører kan ramme deres målgruppe så præcist, som de kan på Facebook.

Derfor giver Facebook alle, der overholder Facebooks retningslinjer, mulighed for at oprette en annonce målrettet personer med de forskellige annonceinteresser. Eksempelvis har en miljøorganisation har en interesse i at få vist en annonce for brugere, som Facebook mener interesserer sig for naturspørgsmål.

Generelt har annoncører det problem, at det er svært ramme publikummet helt præcist. Og der har Facebook en unik fordel.

- Når vi bliver spurgt af analyseinstitutter, så vil vi ofte sige, at vi alle sammen læser Information og ser Deadline om aftenen. Men Facebook opsamler præcist, hvad vi interesserer os for, uddyber Benjamin Rud Elberth.

Det er gratis at oprette en Facebook-profil, og det er gratis at dele kattevideoer med dine venner. Men Facebook har fået sin værdi på over 500 milliarder kroner, fordi de over seks millioner annoncører kan ramme så præcist.

- Det som Facebook lever af, er at sælge annoncevisninger. Jo bedre Facebook er til at sikre, at hver eneste annoncevisning genererer den ønskede effekt, jo gladere bliver annoncørerne og jo flere annoncevisninger køber de, forklarer Mikael Lemberg.

Ekspert: Hvad Cambridge Analytica kunne, kan Facebook også

Facebook er kommet i søgelyset på det seneste på grund af afsløringen af, at 87 millioner profilers oplysninger er blevet delt med Cambridge Analytica, der har brugt materialet til at lave psykologiske profiler af brugerne for målrettet markedsføring.

Men ifølge Benjamin Rud Elberth så er det beskrevet som om, at analyseselskabet havde en trylleformular.

- Det havde de ikke. Det vil sige, at det, som Cambridge Analytica kunne, og det, du kan i Facebooks annoncesystem, er fuldstændig det samme. Man kan genskabe de ting Cambridge Analytica har lavet på meget, meget få sekunder, fortæller han.

Powered by Labrador CMS