faderskabssager

Få sager om juridisk faderløse

Trods den store politiske bevågenhed om juridisk faderløse er der i praksis ganske få, der er gået igang med at få papir på deres fædres ophav

Færre sager om juridisk faderløse end forventet, det meddeler Retten i Grønland

I foråret var der knap grænser for, hvor vigtigt det var for politikerne at få styr på juraen om de såkaldte juridisk faderløse. Det er børn af grønlandske, danske eller udenlandske fædre, som blev født før, at det daværende grønlandske landsråd ville acceptere importen af den danske børnelov, som gav børn født uden for ægteskab ret til en far, ret til at bruge hans navn og ret til at arve ham.

Den grønlandske udgave kom først i funktion i 1962 på Vestkysten og 1974 på Østkysten, og selv derefter risikerede børn at blive juridisk faderløse, hvis der kunne skabes berettiget tvivl om, hvem der reelt var faren.

Få vil finde deres far
Det vides reelt ikke, hvor mange juridisk faderløse der er, men tal helt op til 5.000 har været nævnt. De kunne efter et længere politisk slagsmål mellem danske og grønlandske politikere begynde at anlægge faderskabssag per 1. juni i år efter en lovændring. Men meget få har indtil videre benyttet sig af muligheden, lyder det fra Retten i Grønland, som koordinerer og rådgiver landets kredsretter, hvor størstedelen af sagerne vil blive behandlet.

- Vi har ikke set det store antal sager - der har måske været en enkelt eller to for hver kredsret, men primært har vi haft de indledende forespørgsler med aktindsigt. Dem har vi haft nogle stykker af. Men derudover kan vi ikke melde om ret meget nyt, siger leder af Retten i Grønland, Birgit Skriver.

Landsretten har også sager
I alt er der maksimalt syv egentlige faderskabssager i gang, vurderer Birgit Skriver, som understreger, at kredsretterne ikke opgør faderskabssager fra juridisk faderløse. Hvad angår aktindsigter i gamle faderskabssager er der mindst 10.

- De går på at finde ud af, hvad der ligger på deres gamle sager. Og så vil de på baggrund af de oplysninger de får, formodentlig anlægge en ny sag. Så det er forløberen, siger hun.

Udover kredsretterne kan der også ligger enkelte sager hos Landsretten, hvis de i sin tid blev anket hertil uden at få medhold.

Læs også: Glade juridisk faderløse kan give kaos

Powered by Labrador CMS