EU og Japan indgår verdens største frihandelsaftale

Japan og EU har indgået historisk aftale, der omfatter en lang stribe områder foruden handel

Japans premierminister Shinzo Abe ses her sammen med sin belgiske kollega Charles Michel

EU og Japan er politisk enige om principperne for en økonomisk og strategisk aftale, der indeholder en omfattende aftale om frihandel.

Det meddeler Japans premierminister, Shinzo Abe, EU’s præsident, Donald Tusk, og EU’s kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, på et pressemøde ved et ekstraordinært topmøde i Bruxelles.

- Selv om nogen siger, at det er isolationismens tid, og at desintegration kommer tilbage, demonstrerer vi, at det er ikke tilfældet. Verden behøver ikke gå 100 år tilbage. Snarere tværtimod.

- Og ved I hvorfor denne aftale var mulig? Fordi den ikke kun handler om fælles handelsinteresser. Den handler mest af alt om de fælles værdier, der understøtter vores samfund, siger Donald Tusk ved pressemødet.

Han henviser til, at parterne foruden en økonomisk aftale om frihandel har forhandlet om strategisk samarbejde for godt 30 sektorer – herunder klima og cybersikkerhed.

Den økonomiske aftale om frihandel vil blive verdens hidtil mest omfattende og største, fordi de to parter tilsammen står for 28 procent af verdens globale bruttonationalprodukt.

Powered by Labrador CMS