Olie

EU-forslag skal stoppe olieudvinding i Arktis

14. marts skal EU-parlamentet stemme om et forslag om at EU skal arbejde for at stoppe al olieudvinding i Arktis

Fra næste uge kan det være EU-parlamentets officielle politik, at unionen skal arbejde for et totalt stop for olieudvinding i Arktis.

Det fremgår af et forslag om en politik for Arktis, som parlamentet skal stemme om 14.marts.

Oprindelig var spørgsmål om et olie-stop ikke del af forslaget, men efter et fællesmøde i parlamentets miljøudvalg og internationalt udvalg er der blevet indarbejdet tre ændringforslag, der alle fastslår, at EU i internationale fora skal arbejde for et stop af olieudvinding.

EUs medlemlande bør arbejde for oliestop
Skulle forslaget blive vedtaget så vil det være i direkte konfrontationskurs med Grønlands råstofstrategi, hvor efterforskningen og en mulig udvinding af olie fortsat indgår.

Således fremgår det af den foreslåede artikel 13 at parlamentet:

- opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne i internationale fora at arbejde for et fremtidigt totalt stop for udvindingen af arktisk olie og gas med det formål at opnå en lav-kulstofs-økonomi.

Skulle den artikel blive vedtaget med den formulering, ville det betyde, at også Danmark bliver opfordret til i Arktisk Råd at arbejde for et oliestop.

I artikel 41 understreges det, at man opfatter de arktiske farvande som sårbar overfor udvinding af olie, samt at brugen af disse reserver vil accelerere klimaforandringer.

- EU må samarbejde med internationale partnere for at afslutte offshore-boringer i arktiske farvande.

Dansk Folkeparti prøver at stoppe forslag
I artikel 14 står der, at man ønsker et hurtigt stop for olieboringer i det arktiske farvande indenfor EU og den fælles økonomisk zone, som også omfatter Norge og Island. Formuleringerne for det øvrige Arktis er her lidt mildere idet, der udelukkende står, at EU i blandt andet Arktisk Råd skal arbejde for at de samme sikkerhedsstandarder som indenfor EU skal overholdes.

Dansk Folkepartis medlem af EU-parlamentet, Jørn Dohrmann er kraftig modstander af de tre paragraffer, som han opfatter som en indblanding i andre landes interne forhold.

- Jeg mener, det er en katastrofekurs, som jeg vil forsøge at stoppe, siger han til Sermitsiaq.AG.

Selvom der var flertal for forslaget under behandlingen i udvalget, så håber han, at der kan findes et andet flertal i selve parlamentet.

- Jeg arbejder på at samle et flertal mod de tre paragraffer, der risikerer at blokere for Grønlands råstofstrategi, der omfatter en efterforskning efter olie, siger Jørn Dohrmann.

Powered by Labrador CMS