Eriksen: Vi vil lave et VM som bliver husket

Christian Eriksen er i Rusland for at skabe minder til eftertiden. To gange har han prøvet at ryge tidligt ud.

Landsholdsstjernen Christian Eriksen deltager i øjeblikket i karrierens tredje slutrunde med Danmark under VM i Rusland.

Landsholdsstjernen Christian Eriksen deltager i øjeblikket i karrierens tredje slutrunde med Danmark under VM i Rusland.

De to første gange var ikke nogen succes med exit efter gruppespillene ved VM i 2010 og EM to år senere.

Før tirsdagens gruppekamp mod Frankrig slår Eriksen fast, at han vil have Danmark videre til ottendedelsfinalerne.

- Det er det, folk kommer til at huske. Det, som landet kommer til at huske.

- Det største, man kan som spiller, er at spille for sit land og gå videre, siger Christian Eriksen.

Den 26-årige Tottenham-spiller var blot 18 år, da han i 2010 var med til VM i Sydafrika som et stortalent, der netop havde fået sit gennembrud i Ajax Amsterdam. I Rusland er han en af slutrundens profiler.

- Min tredje slutrunde er lidt anderledes end de to første. Jeg er et andet sted i min karriere og på landsholdet.

- Jeg var med til mit første VM som et wildcard, og EM i 2012 var mere en løbekonkurrence end en fodboldkonkurrence for mig, så det er en forskel til i dag.

- Det vil være kæmpestort for mig personligt og for hele landet at gå videre fra gruppen. Danske landshold har gjort det før i historien, og det vil vi gerne føre videre, siger Eriksen.

Midtbanespilleren mangler måske endnu at vise sit topniveau ved VM i Rusland, men det er alligevel blevet til en scoring i 1-1-kampen mod Australien og et oplæg i 1-0-sejren over Peru.

- Statistisk set er det gået fint med et mål og en assist, men fodboldmæssigt ville vi gerne have gjort det bedre. Vi har trods alt fire point og er i en fin position, hvor vi selv kan afgøre vores skæbne. Jeg føler mig godt tilpas.

- For mig handler det om at gå videre, og så kan man bagefter se på, om det personligt har været tilfredsstillende eller ej, siger han.

Med et point i tirsdagens opgør mod Frankrig er landsholdet sikret avancement fra gruppe C, men danskerne kan også tåle et nederlag, hvis Peru samtidig tager point fra Australien i gruppens anden kamp.

Frankrig topper gruppe C med seks point foran Danmark med fire. Australien har et enkelt point, mens Peru har nul. De to bedste hold går videre til ottendedelsfinalerne.

Der er kampstart i Moskva klokken 12 grønlandsk tid.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS