valg
EPI: Husk kunstnernes vilkår under valgkampen
Forbundet for skabende og udøvende kunstnere, EPI, opfordrer kommende kandidater til Inatsisartut-valget til at fokusere på vilkårene for kunst- og kulturudøvere under valgkampen
For anden gang i træk er der udskrevet valg til Inatsisartut, inden kulturredegørelsen og kunst- og kulturstrategien er blevet fremlagt af Naalakkersuisut.
Det får nu de skabende og udøvende inden for kultur og kunst til at opfordre kandidaterne til Inatsisartut-valget til at også at fokusere på kunstnernes vilkår.
- Det er på tide, at kunstnernes vilkår bliver forbedret markant. Ikke mindst på lovgivningsområdet, siger formanden for EPI, Leif Saandvig Immanuelsen.
Fritid og kultur bør adskilles
- Kultur- og fritidsforordningen bør tages op til revision, og adskillelse af fritid og kultur, så vi kan få vores egen kunstlov. For med kunstloven kan der blive opsæt vilkår for de forskellige kunstformer, siger Leif Saandvig Immanuelsen.
Umiddelbart inden valget til Inatsisartut i marts 2013 lå kulturredegørelsen klar til fremsættelse i Inatsisartut, og nu ligger kunst- og kulturstrategien for perioden 2014 - 2017 også klar til fremlæggelse i Inatsisartut.
Den sidste redegørelse om kultur og kunst blev sidst lavet i 2004, og ifølge EPI har hjemmestyret og selvstyret ikke haft en officielt kunst- og kulturpolitik.