Gå til hovedindhold

Enoksen: Udefrakommende skal tilpasse sig os

De udefrakommende skal tilpasse sig os, sagde Hans Enoksen (PN) i sin tale i Inatsisartut i dag

Efter valgdatoen var besluttet fik alle partiformænd lejlighed til at holde en tale som det officielle startskud på valgkampen.

Det havde Inatsisartuts formandskab besluttet.

Kæmpe ressourcer

Og den lejlighed greb Partii Naleraqs Hans Enoksen med kyshånd. Han beskrev, hvordan han så de mange glade ansigter hos parlamentarikerne, da han mødte ind til den ekstraordinære samling i dag.

- Det fik mig til at tænke på, hvilke kæmpe ressourcer vi har samlet her. I fællesskab vil vi kunne løse de store og tunge problemer, som vort land står overfor, sagde han.

LÆS OGSÅ: Opposition glæder sig over hurtigt valg - koalitionspartnere skuffet

Men han mener, at mange af disse resourcer går tabt i intern kiv og skænderier.

- Vi har mistet evnen til at samarbejde. Alt for mange kræfter bliver brugt på magtkampe. Men vi kan ikke undvære hinanden.

Egne styrker

Samtidig lagde han vægt på, at der er vigtigt, at man tager udgangspunkt i egne styrker. I den forbindelse pegede han på, at veluddannede grønlændere i hans øjne bliver begrænset med henvisning til manglende erfaring, samtidig med, at man henter udefrakommende.

- Udefrakommende skal tilpasse sig os. Vi skal ikke tilpasse os udefrakommende, fastslog han med henvisning til at hele den offentlige administration foregår både på dansk og grønlandsk, selvom grønlandsk er landets officielle sprog.

Han fastslog endnu engang, at Partii Naleraq ønsker at Grønland bliver en selvstændig stat. Det forudsætter ifølge ham, at man tager udgangspunkt i eget sprog og egen identitet.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER