statistik

Energiforbruget falder på grund af vamere klima

Det lavere forbrug skyldes overvejende et væsentligt varmere år med mindre varmebehov, oplyser Grønlands Statistik

Energiforbruget faldt med 0,8 procent i 2016.

Her faldt energiforbruget fra 8.626 TJ i 2015 til 8.556 TJ i 2016, oplyser Grønlands Statistik.

- Faldet skal overvejende ses i lyset af et varmere 2016. Udviklingen dækker over et fald i forbruget af vedvarende energi på samlet 5,6 procent. Forbruget af flydende olieprodukter steg samlet med 0,3 procent. Gasolie, som er det dominerende olieprodukt, faldt med 2,1 procent. Men dette fald blev mere end opvejet af et større forbrug af motorbenzin og petroleum, skriver Grønlands Statistik.

Den grønlandske produktion af primær energi faldt i 2016 med 5,1 procent til 1.537 TJ.

Den primære energiproduktion er baseret på vandkraft og affald. Grønlands selvforsyningsgrad faldt til 17,4 procent mod 18,3 procent året før.

- Faldet i energiproduktion og selvforsyningsgrad er et udtryk for, at der i 2016 ikke var behov for samme produktion af særligt vandkraft til varmeforsyning som i 2015, der var et væsentligt koldere år end 2016, meddeles det.

Produktionen af el baseret på energi fra vandkraft udgjorde 81,8 procent af Nukissiorfiits samlede elproduktion i 2016. Samlet producerede Nukissiorfiit 1.765 TJ elektricitet.

Den faktiske emission af drivhusgasser fra energiforbrug steg i 2016 med 0,2 pct. til 525.148 ton CO2-ækvivalent. Korrigeret for klimaudsving steg den samlede udledning med 5,0 pct. Siden 1990 er de korrigerede udledninger faldet 14,0 pct.

Det endelige energiforbrug til transport steg 3,7 pct. i 2016 og udgjorde herefter 1.632 TJ. I produktionserhvervene steg energiforbruget 9,6 pct. til 2.449 TJ primært som følge af højere energiforbrug indenfor fiskeri. I handels- og serviceerhverv faldt energiforbruget 1,1 pct. til 1.593 TJ, mens husholdningernes energiforbrug faldt 4,0 pct. til 2.142 TJ.

Powered by Labrador CMS