Endnu en bombetrussel i Maniitsoq

Det fik alvorlige konsekvenser for en midaldrende mand da han ved indvejningsskranken i lufthavnen i spøg sagde, at han havde sprængstoffer i bagagen

Lufthavnen i Maniitsoq blev lukket og folk evakueret, da en midaldrende mand i spøg sagde, at han havde sprængstoffer med i sin bagage. Foto: Sermitsiaq.
Offentliggjort

Flytrafikken blev standset og lufthavnen evakueret i Maniitsoq, da en midaldrende mand, som var ved at aflevere sin bagage ved indvejningsskranken i lufthavnen i spøg sagde, at han havde sprængstoffer i sin bagage. Politiet undersøgte stedet og bagagen og alt blev indstillet i de 20 minutter det tog at undersøge stedet.

Selvom det ved afhøring kom frem, at han kun havde sagt det i spøg, bliver den slags spøgefulde bemærkninger taget alvorligt af personalet i Air Greenland og af politiet.

- Det har store økonomiske omkostninger for Air Greenland, Grønlands Lufthavnsvæsen og for alle de andre passagerer som bliver forstyrret, hvis man i forbindelse med indlevering af sin bagage i spøg siger, at man har en bombe eller sprængstoffer i sin bagage. Den slags spøgefulde bemærkninger bliver altid taget med stor alvor overalt i verden, også her i Grønland. Vores reaktion fra politiets side er meget prompte. Vi vil ikke have at folk siger, at de har eksplosiver med i deres bagage, siger chefpolitiinspektør, Jesper Kracht.

Det er kun en måned siden, at lufthavnen i Maniitsoq også blev lukket, fordi en mand i 60'erne sagde, at han havde en bombe i sin bagage.

Politiet er i gang med at undersøge om den spøgefulde mand skal sigtes, tiltales og eventuelt have en straf for sin bemærkninger om bombe i bagagen.

Powered by Labrador CMS