herrehåndbold

Elite Sport Greenland: Håndboldturnering gavner Grønland

En forkvalifikationsturnering i Nuuk til de panamerikanske mesterskaber er en god idé, lyder det fra Elite Sport Greenland, der dog ikke kan stille en underskudsgaranti

En forkvalifikationsturnering i Nuuk til de panamerikanske mesterskaber i herrehåndbold er tæt på aflysning. Arkivfoto: Knud Fl. Larsen
Offentliggjort

Sermitsiaq.AG har de seneste uger skrevet, hvordan håndboldspillere, landstræneren og Grønlands Håndbold Forbund, GHF, kæmper for, at Grønland for første gang nogensinde bliver vært for en stor international håndboldturnering. Men at drømmen om at holde en forkvalifikationsturnering til de panamerikanske mesterskaber med deltagelse af landsholdene fra Canada, USA, Mexico, Cuba, Den Dominikanske Republik, Puerto Rico og Grønland i Nuuk i oktober hænger i en tynd tråd på grund af skyhøje flybilletpriser for holdene.

Læs "Skyhøje billetpriser truer landskampe"

Læs "Får Grønland lov til at spille på hjemmebane?"

Nu melder formand for Elite Sport Greenland, Finn Meinel, sig på banen med opbakning.

- En sådan håndboldturnering vil være et spændende arrangement, der vil gavne håndbolden og i øvrigt interessen for eliteidræt generelt.

- Elite Sport Greenland, ESG, har endnu ikke modtaget en konkret ansøgning om støtte til projektet, men vi vil kigge positivt på en ansøgning, hvis den måtte komme, hvis kvaliteten af ansøgningen berettiger til det. ESG vil dog for en god ordens skyld allerede nu meddele, at man ikke ser sig i stand til at støtte med en underskudsgaranti på hele 4 millioner kroner, da et sådant beløb ligger langt over de støttebeløb, som ESG normalt opererer med, siger Finn Meinel.

Læs "Landsholdsspillere på barrikaderne"

Læs "Ærgerlig landstræner: Find nu en løsning"

Læs "Enestående mulighed tæt på at glippe"

GHF: Det er stadig realistisk
Mandag fortalte formanden for GHF, Elise Bruun, at det stadig er realistisk at få forkvalifikationsturneringen til Grønland.

- Nu sender vi ansøgninger rundt og har også samtale med Air Iceland, om de kan træde til som sponsor. Hvis det lykkedes, så er vi meget tæt på at kunne afholde turneringen i Nuuk, forklarede GHF-formanden til Sermitsiaq.AG.

Men det haster med at få finansieringen på plads. GHF har fået frist til slutningen af maj til at få dækningen af udgifterne sikret.

Det internationale håndboldforbund IHF vil støtte turneringen i Grønland med 500.000 kroner.

Grønland var meget tæt på at være vært for en nordisk turnering for herrer i slutningen af halvfemserne. Men transportudgifterne var for høje dengang.

Powered by Labrador CMS