Virksomhedsspil

Elever fra NI Nuuk til finalen i virksomhedsspil i Danmark

Eleverne skal dyste med hold fra andre handelsskoler

Fra venstre: Nivi Møller, Aila Fencker og Palu Geraae

Tre NI1-elever, Aila Fencker, Nivi Møller og Palu Geraae, fra handelsskolen Niuernermik Ilinniarfik i Nuuk har fået tildelt et wildcard til finalen i Virksomhedsspillet. Spillet arrangeres af Finansrådet i Danmark og afholdes i København den 20. april.

Region Nordjylland
Fra starten af året har NI1-klasserne dystet internt og mod handelsskoler i Danmark i Virksomhedsspillet.

Deltagerne er opdelt i regioner, og her har NI1-klasserne tilhørt Region Nordjylland.

De tre elever har igennem hele spillet været i top ti. Der er fem regioner og vinderen af hver region har kvalificeret sig til finalen. Derudover er der blevet uddelt tre wildcards, hvoraf det ene altså er tilfaldet de tre NI1-elever.

Wildcardene gives til dem, der har udmærket sig specielt positivt i spillet.

I alt har omkring 800 hold deltaget i Virksomhedsspillet.

Virtuel virksomhed
Spillet gik ud på at drive en virtuel virksomhed på internettet, hvor deltagerne blev mødt med de markedsmæssige og økonomiske muligheder og krav, som også kunne forekomme i den virkelige verden.

Konkurrencen varede i otte uger. Og hver uge skulle der tages beslutninger om produkter, leverandører, priser, reklameindsats og så videre, der skulle gælde i den efterfølgende uge.

På selve finaledagen skal de tre elever spille samme spil, men der vil være en højere sværhedsgrad.

Læs: Handelselever vandt over lokale erhvervsfolk

Powered by Labrador CMS