pris-chok

El-prisen fordoblet i Upernavik

Nukissiorfiit har givet priserne i Upernavik og Tasiilaq et ordentligt nøk opad

Nordgrønlands nordligste storby Upernavik har set store prisstigninger hos Nukissiorfiit

Fra 1. januar blev det dobbelt så dyrt for private kunder, institutioner og erhverv at tænde for lyset i Upernavik, mens forbrugerne i Tasiilaq oplevede en prisstigning på 20 procent.

De fleste andre steder i landet hævede det grønlandske energiforsyningsselskab Nukissiorfiit prisen på el med 10 øre per kilowatt-time.

Det skriver lokalavisen i Nordgrønland, Tamanut Avannaani.

Overpriser og lavere priser fordeles
Ensprissystemet på el, vand og varme blev ophævet i 2005 til fordel for kostægte produktionspriser på de lokale el-, vand- og varmeværker, men for at undgå et prischok fra den ene dag til den anden, blev der indført minimumspriser og maksimumspriser.

Læs: Indhandling: På brandslukning i Upernavik Distrikt

Overskud fra minimumspriseme, hvor forbrugerne betaler en overpris, dækker underskud på maksimumspriserne, hvor forbrugerne ikke betaler den kostægte pris. Der sker således en voldsom krydssubsidiering, hvor ikke mindst forbrugerne i Nuuk betaler for at holde priserne på kysten i ave.

Maksimalprisen på el steg fra nytår med 10 øre til 3,27 kroner pr. kWh. Det rammer knap 60 procent af Nukissiorfilts kunder, spredt over 65 byer og bygder.

Fordobling i Upernavik
På disse steder - for eksempel i Upernavik og i Tasiilaq - er de kostægte produktionsomkostninger højere end maksimalprisen, og Nukissiorfiit har derfor underskud på sin elproduktion. Ja, i nogle bygder med meget få kunder udgør maksimalprisen under 1/3 af de reelle omkostninger ved at producere lokal elektricitet.

Men prisstigningerne skyldes også andre forhold.

I Upernavik fordobles prisen fra den gamle minimumspris på 1,56 kroner til den nye maksimalpris på 3,27 kroner, da der ikke længere er ekstraordinære indtægter fra branden på elværket i 2009.

Læs: Svigtende Tele-forbindelser i Upernavik på tredje døgn

I Tasiilaq stiger prisen fra 2,72 kroner til maksimalprisen på 3,27 kroner. Stigningen på 20 procent skyldes på kort sigt højere udgifter end forventet til vedligeholdelse af vandkraftværket. Når efterslæbet er indhentet, ventes prisen i Tasiilaq at falde til under maksimalprisen.

Minimalprisen på el stiger med fem øre til 1,61 kroner per kWh. Det gælder alene de to vandkraftbyer Nuuk og Sisimiut, som er de eneste steder, hvor forbrugerne betaler for meget for den producerede el. El-prisen blev senest reguleret 1. juli 2015.

Læs: Dyrere at tænde for strømmen

Læs mere i den nye udgave af Tamanut Avannaani, som lige er kommet på gaden i Nordgrønland. Avisen kan læses gratis her på sitet

Powered by Labrador CMS