Dronningens sarkofag er færdiggjort

Det dyrebare gravmæle, som dronning Margrethe skal stedes til hvile under i Roskilde Domkirke, er færdiggjort. Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Roskilde Domkirke har siden 1400-tallet fungeret som gravsted for den danske kongeslægt.

- Hendes Majestæt Dronningens gravmæle er nu opstillet og står i Sankt Birgittas Kapel i Roskilde Domkirke. Her vil Dronningen blive stedt til hvile ved siden af næsten 40 danske konger og dronninger fra den tidlige middelalder og frem til i dag.

Arbejdet med gravmælet har stået på siden 2003 og er blevet udført af billedhuggeren Bjørn Nørgaard.

Bjørn Nørgaard var fra projektets start i tæt dialog med regentparret om idéen og udformningen af værket, der har titlen ”Sarkofag”.

Oprindeligt skulle også prins Henrik lægges til hvile i gravmælet. Men prinsen ændrede i august 2017 mening.

Da prinsen døde i februar, blev det meddelt, at prinsen i stedet ønskede sin aske spredt. Dels på havet og dels i Fredensborgs Slots private have.

Ingen ændringer

Prinsens beslutning om ikke at lade sig begrave i Roskilde Domkirke har ifølge kongehuset ikke medført ændringer af dronning Margrethes sarkofag.

Gravmælets sokkel er udformet i sandsten fra Frankrig, og tre søjler, der bærer sarkofagen, er i henholdsvis dansk granit, færøsk basalt og grønlandsk marmor.

På sarkofagens søjler er elefanthoveder støbt i sølv.

Selve sarkofagen er i støbt glas, og i et hulrum i glasset er der på indersiden sandblæst to liggende figurer, der repræsenterer dronningen og prins Henrik.

På toppen findes allegorier, heraldik og symboler i forgyldt bronze. Dronningen vil blive stedt til hvile i en krypt under gravmælet.

Gravmælet bliver først vist frem for offentligheden efter dronningens død.

Derfor er der udfærdiget en tildækning, som giver domkirkens besøgende mulighed for at besøge kapellet, selvom gravmælet er opsat.

Både gravmælet og tildækningen er udfærdiget af Bjørn Nørgaard, og en 1:10 kopi af gravmælet er udstillet i Roskilde Domkirke.

Arbejdet og omkostningerne med gravmælet er holdt indenfor Folketingets fastsatte bevilling på finansloven.

Powered by Labrador CMS