fiskeri
Drastisk indgreb i bemandingsreglerne
Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Karl-Kristian Kruse, vil tvinge rederierne til at benytte grønlandske officerer. Fra 2020 skal mindst 90 procent af officersgruppen være grønlændere mod i dag 60 procent.
En ny bekendtgørelse, der ændrer bemandingsreglerne på fiskefartøjer, er på vej og bliver sendt i høring. Fiskerierhvervet får to år til at opfylde de nye regler, som kræver, at officersgruppen kun må have 10 procent udlændinge.
Fast bopæl og skattepligt
Desuden stiller Karl-Kristian Kruse krav om, at disse besætningsmedlemmer skal have fast bopæl og være skattepligtig i Grønland i mindst to år, før man kan få et arbejde som officer på eksempelvis en stor trawler. Bopæls- og skattepligt-kravet skal indføres allerede fra i år.
Karl-Kristian Kruse fremlagde de nye tiltag på et pressemøde i dag tirsdag. Tilbage i januar i år bebudede daværende naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Hans Enoksen, at han ville stramme bemandingsreglerne.
Følgende besætningsmedlemmer betragtes som officerer: skipper, styrmænd, kok/hovmester, trawlbas, fabriksleder og fabriksformand.
Vil udfordre nogle rederier
Fungerende direktør i KNAPK Tønnes Berthelsen oplyser til Sermitsiaq.AG, at det kan blive vanskeligt for visse rederier at leve op til de nye krav på trods af varslingsperioden på to år.
- Især på maskinmesterdelen er vi udfordret med at have grønlandske medarbejdere nok, oplyser Tønnes Berthelsen.