Danmark
Dramatisk skyderi på Christiania
Efter længere tids ulmen på Christiania skød en ung hashhandler natten til torsdag to betjente og en civil. Specialstyrker skød efterfølgende gerningsmanden
Natten til torsdag fejede blå blink atter hen over asfalten på Prinsessegade og de øvrige veje, der omkranser Christiania i København.
Bevæbnede betjente råbte ophidset til små grupper af mennesker, der prøvede at forlade fristaden:
- No exit. Ingen udgang. I kan ikke komme forbi her.
Årsagen til betjentenes jernring om det tidligere kaserneanlæg var et skyderi få timer forinden, hvor en ung mand under en rutineanholdelse i hashmiljøet pludselig trak et våben og skød to betjente og en civil udenlandsk mand.
Den ene betjent blev ramt i hovedet og svævede torsdag morgen fortsat mellem liv og død, mens den anden betjent og den civile blev ramt i benet.
- Han skød sig så at sige fri. Det er en tung nat for os alle sammen, sagde en tydeligt berørt Thorkild Fogde, politidirektør i København, på et efterfølgende pressemøde.
Politiet offentliggjorde hurtigt et fotografi af den mistænkte, der er kendt fra hashmiljøet. Det viser en bleg, langhåret 25-årig mand med et dunet overskæg og lidt stubbe på hagen.
PET's aktionsstyrke sporede ham til en lejlighed i Kastrup på Amager, som specialstyrkerne omringede kort før klokken syv.
Her forsøgte gerningsmanden ifølge politiet at flygte, hvorefter specialstyrkerne skød og sårede ham. Den 25-åriges tilstand var torsdag morgen kritisk, oplyser politiet.
Skyderiet på Amager blev overværet af Kirsten Bjødstrup, der bor i lejlighedskomplekset Vinkelhusene i Kastrup.
Til Ekstra Bladet fortalte hun, hvordan hun sad og spiste morgenmad med sit barnebarn, da hun pludselig hørte tre skud udenfor og så den sårede unge mand uden for sit vindue.
- Der var blod over det hele, og han var helt bleg i hovedet, fortalte hun.
Nattens episode på Christiania kommer efter en sommer, hvor stemningen i det kriminelle miljø på Christiania er blevet gradvist ondere.
Især efter at betjente i en storstilet aktion 17. juni rykkede ind og tog kontrol over den såkaldte Pusherstreet, hvorfra hashhandlen i årtier åbenlyst har foregået fra små træboder.
Betjentene medbragte motorsave og forvandlede boderne til pindebrænde, mens en gruppe hætteklædte mænd samlede sig og kastede sten, flasker og jernkæder mod politiet.
I jagten på stenkasterne valgte politiet at offentliggøre en række fotos af de mistænkte, hvilket i dele af de kriminelle kredse skabte yderligere vrede mod ordensmagten.
Med det nye skyderi er der lagt i ovnen til en yderligere optrapning af kampen mod hashhandlen, hvor der årligt omsættes for op i mod en milliard kroner.
Justitsminister Søren Pind var torsdag morgen i hvert fald hurtig til at benytte lejligheden til at kræve, at "skeen bliver taget i den anden hånd" over for pusherne.
Og også politidirektør Fogde håber, at det nye skyderi vil åbne omverdenens øjne for fristadens hårde kriminalitet.
- Jeg håber, det her bliver et wake up-call til Christiania, sagde han og fortsatte med henvisning til den sårede betjent:
- Det her har fået lov til at gå alt, alt, alt for langt. Det er simpelthen ikke rimeligt, at en almindelig dansk familie nu skal sidde og våge over deres kritisk sårede søn ude på Rigshospitalet.
/ritzau/