Champions League

Dortmund står på spring til Champions League-målrekord

Borussia Dortmund kan blive historiens mest scorende hold i Champions League-gruppespillet onsdag i Madrid

Borussia Dortmund kan blive historiens mest scorende hold i Champions League-gruppespillet onsdag i Madrid

Borussia Dortmund kan med en enkelt scoring onsdag aften ude mod Real Madrid sætte målrekord i Champions League.

Før den sidste gruppekamp har Dortmund-træner Thomas Tuchels mandskab scoret 19 mål i gruppespillet.

Dermed mangler det tyske storhold blot at score en enkelt gang for at matche rekorden på 20 mål, som deles af Real Madrid, FC Barcelona og Manchester United.

Lykkedes det at score to eller flere gange i den spanske hovedstad har Dortmund målrekorden for sig selv.

Det er især de to gruppekampe mod polske Legia Warszawa, der har pyntet på tyskernes målkonto.

Dortmund åbnede i september gruppespillet med en 6-0-sejr i den polske hovedstad. Det modsatte opgør for to uger siden endte med en 8-4-sejr til tyskerne.

Thomas Tuchels spillere har desuden slået portugisiske Sporting 1-0 og 2-1 og spillet 2-2 på hjemmebane mod onsdagens modstander, de forsvarende Champions League-mestre fra Real Madrid.

Real Madrid scorede i 2013/14-sæsonen selv 20 gange i gruppespillet på vejen mod klubbens tiende Champions League-titel.

Manchester United gik også hele vejen og vandt Europas største klubturnering, da briterne i 1998/99-sæsonen scorede 20 mål på vej videre fra gruppefasen.

Både Real Madrid og Dortmund er sikre på at avancere til forårets ottendedelsfinaler før onsdagens duel.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS