uddannelse

Doris vil sikre eskimologi-studiet i København

Siumuts Folketingsmedlem Doris Jakobsen håber på, at eskimologi-studiet i København ikke vil blive ramt af omlægninger i de højere uddannelser i Danmark

Siumuts Doris Jakobsen

Uddannelses – og forskningsminister i Danmark, Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre, ønsker omlægninger i de højere uddannelser i Danmark, hvor det lægger blandt andet op til, at små fag med et optag på under 30 studerende skal nedlægges eller sammenlægges.

Eskimologi-studiet i København er en af de uddannelser, der er i den farezone.

Folketingsmedlem Doris Jakobsen, Siumut, vil have afklaring. Hun håber på, at eskimologi-studiet ikke vil blive ramt at omlægningen.

- Dette studie bør holdes udenfor ministerens planer. Det er ikke kun et dansk anliggende, men en del af hele Rigsfællesskabet, at der forsat sikres mulighed for at skaffe en indsigt i disse emner på højt niveau i Danmark. Jeg antager derfor, at ministeren har en plan for at sikre, at dette fag ikke følger med de andre fag fra universitetet, som forventes at forsvinde med ministerens plan. Det vil jeg gerne have ministerens tilkendegivelse af, lyder det fra Doris Jakobsen i en pressemeddelelse.

Derfor stiller Doris Jakobsen spørgsmål til uddannelses – og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen, om hvordan hun vil sikre eskimologi-studiet:

- Vil ministeren venligst oplyse, hvilke planer der er for at sikre 'Eskimologi og Arktiske Studier' fremtid på Københavns Universitet i forbindelse med ministerens nye dimensioneringsplan for studierne ved de højere læreranstalter i Danmark?

Powered by Labrador CMS