dansk finanslov 2014
Doris: SAS modarbejder Grønland
- SAS har grundlæggende andre interesser i Air Greenland end betjening af det grønlandske folk, siger medlem af Folketinget for Siumut Doris Jakobsen
Doris Jakobsen fra Siumut påpeger overfor den danske regering SAS' medejerskab af Air Greenland. Hun tvivler på, at SAS har interesse i at betjene Grønland gennem sit ejerskab af Air Greenland.
Læs: IA ikke helt tilfreds inden finanslovsvedtagelse
Den danske finanslov for 2014 bliver 3.-behandlet i Folketinget i dag onsdag. Men Doris Jakobsen deltager ikke i debatten i folketingssalen på grund af sygdom. Hun har dog sendt sit indlæg til debatten til finansminister Bjarne Corydon fra Socialdemokraterne.
SAS blokerer
Hun kommer blandt andet ind på ejerkonstruktionen i Air Greenland, hvor den danske stat, selvtyret og SAS er ejere. Doris Jakobsen mener, at det er problematisk at have SAS som medejer i Air Greenland og henviser til sagen om køb af helikoptere. SAS blokerede under en ekstraordinær generalforsamling i juli Air Greenlands ønske om at købe nye helikoptere.
Læs: SAS blokerer for køb af nye helikoptere
- Jeg har tidligere rejst sagen om køb af nye helikoptere til Air Greenland, som SAS har blokeret for. Jeg kan forstå, at der er fundet en løsning, men det ændrer ikke på den uhensigtsmæssige ejerkonstruktion. SAS har grundlæggende andre interesser i selskabet end betjening af det grønlandske folk. Det bør vi sammen gøre noget ved, skriver Doris Jakobsen i sit brev til Bjarne Corydon.
Det grønlandske retsvæsen og råstoffer
Doris Jakobsen er tilfreds med, at der nu bliver gjort en indsats for at få gjort noget ved sagspuklerne i det grønlandske retsvæsen.
- Jeg vil også gerne pege på, at den gode nye indsats mod sagspuklerne ved de grønlandske domstole risikerer at medføre nye problemer med afviklingen af straffe og manglende forvaringsfaciliteter, siger Doris Jakobsen.
Hun foreslår også, at Danmark og Grønland i fællesskab køber den bedste ekspertise, når der skal indgås kontrakter med internationale mine- og olieselskaber.
Siumut og IA stemmer for
Siumut vil stemme for den danske finanslov 2014. Det samme gør Inuit Ataqatigiit repræsenteret ved MF Sara Olsvig.
Afstemningen om finansloven foregår i morgen torsdag.