Camp Century

Doris lægger op til undersøgelse af Camp Century

- Vi bliver simpelthen nødt til at vide, hvad det faktisk er for et forløb, der foregik under isen i Camp Century, mens USA havde et atomkraftværk placeret der, siger Siumuts folketingsmedlem Doris Jakobsen

Siumuts Doris Jakobsen efterlyser atter klare svar om A-kraft på Camp Century

Doris Jakobsen, folketingsmedlem for Siumut, fortsætter ufortrødent sin kamp for at finde ud af sandheden om Camp Century og brugen af A-kraft ved hjælp af den mobile atomreaktor, der var på den amerikanske base Camp Century under Den Kolde Krig.

Det sker, efter at Udenrigsministeriet i sit nye svar til Doris Jakobsen har slået fast, at ministeriet svarede forkert, da ministeriet i et tidligere svar oplyste, at det a-kraftværk, USA brugte på Antarktis, anvendte en anden slags brændsel end a-kraftværket på Camp Century. Derfor ønsker Doris Jakobsen nu et klart svar på, ’hvad der så begrunder ministeriet påstand om, at det var to helt forskellige værker’.

Udenrigsminister Martin Lidegaard fra Radikale Venstre har som omtalt i ’Minister gav forkert besked om amerikansk atomreaktor’ korrigeret et svar, han tidligere har givet til Folketinget på Doris Jakobsens foranledning.

Lidegaard oplyste dengang, at reaktoren brugte det radioaktive stof strontium-90 som brændsel og begrundede på den måde, at der ikke var grund til at være urolig over, at lignende mobile reaktorer gav USA store problemer i Antarktis.

Læs: Doris kræver fuld sandhed om Camp Century

Læs: Doris vil have styr på radioaktivt materiale

De benyttede sig nemlig af uran-235, men det har altså senere vist sig, at reaktoren i Grønland også benyttede uran.

Udenrigsministeriet har altså indrømmet, at ministeriet baserede sine første svar på en ’offentlig tilgængelig kilde’, men at det ved en nærmere undersøgelse viste sig at være forkert.

- Men da resten af ministeriets begrundelse om at de to værker ikke kan sammenlignes tilsyneladende også kun er baseret på ’offentlig tilgængelige kilder’, ønsker jeg en garanti for, at der ikke er sket samme fejl der, meddeler Doris Jakobsen.

Kan være meget bekymrende
- Vi bliver simpelthen nødt til at vide, hvad det faktisk er for et forløb, der foregik under isen i Camp Century, mens USA havde et atomkraftværk placeret der. Hvis ikke Danmark reelt kender til konsekvenserne af a-kraftværkets virke under isen og åbenlyst baserer sin viden på forkerte informationer, er det faktisk meget bekymrende. Så hvis ministeriet ikke ved bedre i dag, end deres svar tyder på, må de få etableret en undersøgelse, så de kan komme med rigtige oplysninger fremover, skriver Doris Jakobsen i en pressemeddelelse.

- Det kan jo ikke være rigtigt, at de bare lader nogen embedsmænd sidde og prøve at google sig til svar på mine spørgsmål om så alvorligt et emne. Hvis dette er måden, Danmark mener, der bør føres tilsyn med radioaktive aktiviteter i Grønland, er det under al kritik, lyder det videre fra Siumuts folketingsmedlem.

Læs: Atomudslip på Indlandsisen

Læs: Atomkraft i Grønland fortiet af Danmark

Powered by Labrador CMS