Narsaq

Doris Jakobsen rystet efter ubehageligt telefonopkald

Siumuts folketingsmedlem, Doris Jakobsen, mener, at retssikkerheden for politikere bør være højere, efter at hun blev afskrækket af en ubehagelig telefonopringning under sin tur i Sydgrønland

Siumuts folketingsmedlem, Doris Jakobsen
Offentliggjort

Siumuts folketingsmedlem, Doris Jakobsen, der er på orienteringsrejse i Sydgrønland i denne tid, fik onsdag morgen et ubehageligt telefonopkald.

For en meget vred mand ringede til hende og skældte hende ud.

- Jeg blev så forskrækket, at jeg ikke forstod alt, hvad han sagde. Men han skældte mig ud med ord som forbandede folketingsmedlem og sagde noget om mit besøg i Narsaq, fortæller Doris Jakobsen til Sermitsiaq.AG.

Doris Jakobsen rettede efterfølgende henvendelse til politiet, da hun var utryg ved situationen, men hun fik blot oplyst, at hvis mandens telefonnummer ikke figurerer i nummeroplysningen, og der ikke er en helt konkret trussel, så vil det koste 10.000 kroner for politiet at finde ud af, hvem der har abonnementet på nummeret.

- Jeg blev i stedet rådet til at indgive opkaldet til retten som æreskrænkelse, fortæller Doris Jakobsen.

Doris: Vi skal kunne arbejde trygt
Doris Jakobsen mener, at politiet i Grønland generelt bør tage truslerne mod politikerne i Grønland mere alvorligt.

- Jeg mener, at politiet herhjemme bør tage truslerne mod de folkevalgte i Grønland mere alvorligt. For når de danske folketingspolitikere bliver behandlet på denne måde, så tager politiet sagen meget alvorligt og iværksætter straks efterforskninger, siger Doris Jakobsen og fortsætter:

- Vi skal kunne arbejde trygt uden at blive afskrækket på den måde. Jeg respekterer, at enhver har ret til at have sin mening, men vi behøver ikke at blive afskrækket på grund af vores meninger.

Powered by Labrador CMS