Dom: Selvstyret taber sag om skibsvrag

Ejeren til skibet ”Tina Rosengren”, der i flere år har ligget efterladt i en vig ved Nordlandet i Godthåbsfjorden, slipper for at betale en miljøbøde på 400.000 kroner. Det fastslog Landsretten, der således omstødte en tidligere dom.

Retten i Grønland fandt ejeren af stålskibet skyldig i overtrædelse af miljølovgivningens regler om blandt andet oplægning af forurenende stoffer på landjorden.

- Landsretten frifandt skibets ejer med den begrundelse, at miljøbeskyttelsesloven blandt andet forbyder, at materiale, der kan forurene, efterlades på jorden, det vil sige en aktiv handling, og at skibets ejer alene ifølge tiltalen skulle have overtrådt miljøbeskyttelsesloven ved ikke at fjerne skibet fra kysten, det vil sige en undladelse, står der i en pressemeddelelse som Politimesteren i Grønland har udsendt om sagen.

Klar sammenhæng

Anklagerfuldmægtig Christian Astrup Sørensen siger:

- For at idømme en bøde for en overtrædelse af miljøbeskyttelsesloven skal der være en klar sammenhæng mellem det, der er forbudt efter loven, og det, der er foretaget fra borgerens side, og landsretten fandt i sagen, at grundlaget for at dømme skibets ejer ikke var tilstrækkeligt klart, oplyser anklagerfuldmægtigen, der tager dommen til efterretning.

Grønlands Landsret afsagde dommen den 24. oktober.

Powered by Labrador CMS