Nuuk

Dømt for sex med mindreårig

En 24-årig mand dukkede ikke op til sin retssag i fredags, men dommeren idømte ham alligevel samfundstjeneste i 120 dage

Politiet reagerede hurtigt, da Kommuneqarfik Sermersooq anmeldte sagen

En 24-årig mand fra Nuuk blev forleden idømt 120 timers samfundstjeneste for at have haft sex med en mindreårig pige på 13 år. Han blev også dømt for flere småtyverier.

Det var Kommuneqarfik Sermersooq, der anmeldte kæresteforholdet til politiet, da de fik kendskab til forholdet mellem den mindreårige og den dengang 10 år ældre mand. Det skete, da pigen selv fortalte, at hun boede hos sin ældre kæreste.

Ifølge mandens forsvarer, advokat Anders Meilvang, reagerede politiet straks. Det samme var ikke tilfældet med Kommuneqarfik Sermersooq. De havde været så langsomme til at tage affære, at pigen boede yderligere i to måneder hos den unge mand.

I kredsretten kom det frem, at kæresteforholdet havde stået på i et halvt års tid.

Manden dukkede ikke op, da Sermersooq Kredsret i fredags behandlede retssagen, hvor manden blev idømt 120 timers samfundstjeneste.

De 120 timers samfundstjeneste er en hård dom, mener Anders Meilvang.

Den dømte er tidligere dømt for tyveri, hvor han blev idømt 80 timers samfundstjeneste.

- Selvom pigen er i kæresteforholdet helt frivilligt, så er loven udtryk for et værn. Man må ikke gå i seng med børn, lige meget hvordan de agerer. Og det ser man forholdsvist alvorligt på, uanset deres forhold i øvrigt. Der har ingen tvang været i forholdet. Det er kun, fordi hun var mindreårig, at han bliver dømt for dette forhold, oplyser Anders Meilvang.

Powered by Labrador CMS