Pamol-advarsel

Dødsfald: fejlmedicin mistænkes

Pamol med forkert indhold sættes i forbindelse med et dødsfald i Danmark

Et parti Pamol med 300 stk. filmovertrukne tabletter er trukket tilbage på grund af fund af andre, ukendte tabletter end Pamol i enkelte pakninger.

Sundhedsmyndighederne advarede sidste weekend mod en forsendelse af smertestillende piller, Pamol, udleveret i Upernavik og bygder, fordi de kan indeholde fejlmedicin. Nu er én person afgået ved døden efter indtagelse af pillerne.

Læs også: Fejlagtig medicin udleveret til grønlændere

Det er en person bosiddende i Esbjerg i Danmark, der er død, og sundhedsmyndighederne oplyser til DR, at den afdøde havde spist forkerte tabletter i den tro, at det var Pamol, der var i pakningen.

- Vi ved ikke, om der er en sammenhæng med pilleindtaget og dødsfaldet, men det skal embedslægen nu undersøge, siger direktøren for Sundhed og Omsorg i Esbjerg Kommune, Arne Nikolajsen, til dr.dk.

Læs mere her

Også en anden person er indlagt med dårlig almen tilstand efter at have spist fejlmedicinen, fremgår det.

Sundhedsmyndighederne har oplyst, at nogle af de Pamol-pakker, der advares imod, fejlagtigt indeholder Ibumetin 600 mg. Ibumetin bruges ligeledes til behandling af smerter, men de to slags medicin virker forskelligt og kan give forskellige bivirkninger.

- Hvis du allerede har indtaget en eller flere tabletter fra det berørte parti og i den forbindelse skulle have bekymringer eller spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Upernavik Sundhedscenter på tlf. 96 12 11, lyder det fra Sundhedsvæsenet.

Det drejer sig om Pamol® 300 stk. med batch nr. 11255945. Ibumetin-tabletterne, der kan være havnet i æskerne, mangler stemplet pamol.

Powered by Labrador CMS