Fra lejer til ejer

D: Massivt boligsalg kan ramme skævt

Demokraterne advarer mod salg af mange udlejningsboliger i alt for hurtigt tempo

Massiv salg af selvstyrets udlejningsboliger kan ramme det private boligmarked, frygter Jens B. Frederiksen
Offentliggjort

Demokraternes formand Jens B. Frederiksen er ikke tryg ved, at mange udlejningsboliger i Nuuks bydel Qinngorput bliver tilbudt til deres lejere. Jens B. Frederiksen frygter, at salget kan få negative konskvenser for boligmarkedet.

Læs: Selvstyret vil sælge Qinngorput-boliger

Naalakkersuisut sætter 60 procent af 300 udlejningsboliger til salg til deres lejere, der i løbet af efteråret vil få tilbudt overtagelse af deres bolig. Demokraterne, der havde det politiske ansvar for boliger i den forrige valgperiode, maner til forsigtighed.

Jens B. Frederiksen har derfor stillet et paragraf 37-spørgsmål til Naalakkersuisut, hvor han kræver redegørelse for, hvilke konsekvenser salget af så mange udlejningsboliger vil få for boligmarkedet. Han har deltaget i halvårlige møder med realkreditforeninger og banker, mens han var en del af Naalakkersuisut.

- Finanssektoren har kraftigt anbefalet at undlade at sælge selvstyrets boliger til lejerne i et for hastigt tempo. Begrundelserne herfor var, at det ville være ødelæggende for realkreditinstitutternes engagement i Grønland. Det ville kort sagt underminere de eksisterende markedsvilkår, lyder det i Jens B. Frederiksens begrundelse for sit spørgsmål.

Powered by Labrador CMS