Nyt formandskab
DJØF’s Fællesklub i Grønland har fået nyt formandskab
DJØF’s Fællesklub i Grønland har i juni fået nyt formandskab. Mira Kleist er valgt som ny formand og Birita í Dali er ny næstformand i DJØF’s nordligste gren.
Bestyrelsen består udover formandskabet af tillidsrepræsentanter, som repræsenterer forskellige institutioners DJØF-ansatte. Bestyrelsesmedlemmerne vælges derfor løbende af medarbejderne fra bl.a. forskellige departementer i Selvstyret, Inatsisartut, Kommunerne, Grønlands Universitet, Ombudsmanden for Inatsisartut, Nukissiorfiit og Grønlands Handelsskole.
Formandsskabets nye vision
Med udgangspunkt i DJØF’s Fællesklub i Grønlands stærke bestyrelse med forankring i de enkelte arbejdspladser ønsker formandskabet nu at også styrke klubbens forankring og synlighed i lokalsamfundene.
”Det er en fornøjelse at blive formand for en velfungerende klub, så jeg er virkelig glad for det hårde arbejde det tidligere formandskab har lagt i DJØF’s klub her i Grønland. Med den stærke struktur vi har nu, er Birita og jeg overbeviste om, at vi er klar til at tage skridtet videre og se på vores forankring i lokalsamfundene og udbrede budskabet om DJØF’s rolle for den enkelte og for samfundet.” Udtaler den nyvalgte formand, Mira Kleist.
DJØF er en faglig organisation for akademisk uddannede og studerende inden for det samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske område. DJØF har sine egne ansættelsesvilkår og aftaler for ansatte i Grønland, hvorfor organisationen har en fællesklub i Grønland.
Der er i dag omkring 200 medlemmer i Grønland.
DJØF har styrket sin interne organisatoriske struktur
Afgående er nu tidligere formand, Freja Lisby Nielsen og tidligere næstformand Mette Eigaard Rasmussen, der har dannet par i formandskabet siden 2015.