servicekontrakter
Disko Line har underskrevet
Knud Kristiansen fastslår, at Disko Line har underskrevet sine servicekontrakter på trafikområdet
Disko Line har underskrevet de servicekontrakter, som de har budt på. Det fastslår naalakkersuisoq for infrastruktur, Knud Kristiansen (A), overfor Sermitsiaq.AG.
Dermed afmonterer han de seneste dages uro om kontrakterne. Onsdag fortalte Nuuk TV, at servicekontrakterne på transportområdet endnu ikke er underskrevet.
LÆS: Medie: Servicekontrakterne er ikke underskrevet endnu
Air Greenland har endnu ikke underskrevet
Knud Kristiansen bekræfter da også, at Air Greenland endnu ikke har underskrevet, men det betragter han som en formalitet.
- De har afgivet et endeligt og bindende bud, og det er det, der tæller, fastslår han.
LÆS: Knud Kristiansen i samråd
Knud Kristiansen var i dag kaldt i samråd i sagen. Efter samrådet har medlem af Inatsisartut Muté Borup Egede (IA) krævet, at de servicekontrakter, der ikke måtte være underskrevet, bliver annuleret. Men det kan han godt glemme alt om.
- Kontrakten med Disko Line er underskrevet og har været det i omtrent 14 dage, fastslår Knud Kristiansen (A).
LÆS: IA: Knud Kristiansen skal stilles til ansvar
Ruteplan i næste uge
Det betyder, at servicekontrakten for Sydgrønland ligger urokkeligt fast, og Knud Kristiansen regner med, at selskabet vil offentliggøre sin ruteplan i næste uge.
Og buddet fra Air Greenland er ligeledes bindende, selvom selskabet fortsat er i gang med at gennemgå de sidste detaljer.
- Jeg kan ganske enkelt ikke forestille mig, at de ikke skriver under. Hvorfor skulle de gøre det? siger han.
Politisk godkendt
Alle budene på servicekontrakterne forelå i slutningen af juli. Herefter blev de billigste, der samtidig overholder udbudskriterierne, indstillet til politisk godkendelse.
- Vi havde fået det opdrag, at holde os indenfor en beløbsramme på 121 millioner kroner, og den ramme har vi holdt, fastslår Knud Kristiansen.