efter kritik

DIH: Vi ønsker også bedre børneforhold

Sundhedsledelsen reagerer på kritik fra børnetalsmand Aaja Chemnitz Larsen

Børn, som bliver syge og kommer på sygehuset, kommer til at ligge sammen med syge voksne og bliver behandlet af personale, som ikke alle er trænet i arbejdet med syge børn.

Sådan påpegede børnetalsmand Aaja Chemnitz Larsen i tirsdags, hvor hun samtidig krævede bedre forhold for indlagte børn på Dronning Ingrids Hospital.

Læs "Børnetalsmand kræver bedre forhold på DIH"

Ikke optimalt for hverken børn eller voksne patienter
Til kritikken forklarer styrelseschef i Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse, Jóanis Erik Køtlum:

- Vi erkender, at forholdene for børnene kunne være bedre. Som børnetalsmanden påpeger, så kunne det være ønskeligt, at børn og voksne patienter på medicinsk afdeling er mere adskilt. I dag er der otte senge umiddelbart i forbindelse med det voksenmedicinske afsnit.

- At børnesengene ligger i forlængelse af de voksenmedicinske senge, har den fordel, at man i det daglige fleksibelt kan øge og mindske antallet af henholdsvis børne- og voksensenge.

- Dette er hverken optimalt for børnene eller de voksne patienter, men alternativet under nuværende rammer er, at børn og voksne med medicinske lidelser skal vente længere på et undersøgelses – og behandlingstilbud, forklarer Jóanis Erik Køtlum på vegne af Sundhedsledelsen.

Vil undgå voksne patienter i børneafsnittets senge
Sundhedsledelsen arbejder sammen med ledelsen på Medicinsk Område på at finde ud af, hvordan forholdene kan gøres bedre både på kort og langt sigt.

- På kort sigt arbejder vi på i videst muligt omfang at undgå voksne patienter i børneafsnittets senge. Vi undersøger, om der kan laves yderligere initiativer for at forbedre dagligdagen under de nuværende fysiske og personalemæssige rammer. Personalet på medicinske afdeling gør en kæmpe indsats for at give børnene en god behandling og god dagligdag, fremhæver Jóanis Erik Køtlum.

Venter på udbygningen af Sana
Ifølge Sundhedsledelsen er løsningen på sigt at få nogle anlægsmidler tildelt, så udbygningen af Dronning Ingrids Hospital kan færdiggøres som planlagt. Den manglende udbygning af Sana vedrører Medicinsk og Psykiatrisk Område.

- Opgaven er ikke helt enkel, idet vi også skal sørge for, at voksne syge får den behandling, de har krav på. Det er en balancegang, og vi arbejder som sagt med at gøre det bedre for børnene, uden at det samtidig går ud over andre patienter, forklarer styrelseschef Jóanis Erik Køtlum.

Powered by Labrador CMS