Mandag, marts 6, 2017 - 08:25

Derfor kommer vi ikke hjem

Aviaja Lyberth Hauptmann mener, der er flere forhindringer, når det handler om at få de unge veluddannede til at vende tilbage.
Foto: DTU
Uvidende politikere og danskere, der klæber til deres taburetter, får - sammen med umulige boligforhold - skylden for, at de veluddannede unge ikke vender hjem efter uddannelse i Danmark
 

Blogger Aviaja Lyberth Hauptmann, der er ph.d.-studerende på DTU i Danmark, kommer med et skarpt udfald mod generationen før hende i sit seneste blogindlæg på Ingeniøren.

Læs også: Ung iværksætter til politikerne: I er problemet!

Aviaja Lyberth Hauptmann følger op på debatten skabt af JJ Lennert-Sandgreen om manglen på grønlandsk iværksætterånd. Og ligesom Lennert-Sandgreen giver hun udtryk for, at der er flere årsager til, at blandt andre hun ikke vender tilbage og bidrager til samfundet, sådan som flere af politikerne nu opfordrer til.

- Jeg kan forstå, at man har begrænsede ressourcer og ikke bare kan tilbyde drømmejobs til enhver veluddannet grønlænder. Men det er virkelig kedeligt, at man ligefrem skal sætte forhindringer i vejen for dem, som ønsker at komme hjem og skabe noget nyt, skriver Aviaja Lyberth Hauptmann i sit seneste blogindlæg på Grønlandsbloggen.

Hun henviser til en lovændring, der ifølge hende har gjort ansøgninger vedrørende forskning omfattende og dyr. En beslutning, som den unge studerende mener, er truffet af uvidende politikere.

Kritik af nyt biotek-udspil

- Det er ikke mange grønlandske politikere, der ved hvad enzymer er og hvad de kan, lyder kritikken.

Danskere ikke vant til konkurrence
Men Aviaja Lyberth Hauptmann påpeger også, at det kan være en udfordring, hvis der på de gode jobs sidder folk, som ikke er klar til at lade den nye generation overtage ansvaret.

- Er man i virkeligheden ikke klar til, at der er ambitiøse, kompetente grønlændere, der kan rykke Grønland videre? Der ligger implicit i den tanke, at nogle af de danskere, som har gjort sig fine karrierer i Grønland ikke er klar til at overgive magten til grønlænderne. Man er ikke vant til, at det har været en lige kamp. Man har ikke været vant til at skulle konkurrere med grønlændere med samme eller måske endda bedre kompetencer, skriver bloggeren i sit debatindlæg.

Kun bolig gennem selvstyret
Dertil peger hun på, at problemet med at skaffe boliger i Nuuk ikke blot er et problem, men en regulær hindring for tilflytning til hovedstanden.

Læs også: Efter harsk kritik: Politikere vil mødes med ung iværksætter

- Sagt med andre ord, hvis jeg som forsker har haft held med at få fondsmidler til drømmejobbet, som jeg vil tage med til Grønland, så er jeg udelukket fra at få bolig gennem jobbet, der er den mest almindelige og billige måde at få bolig i Nuuk for nytilkomne. Fordi så mange får boliger gennem jobs (gennem Selvstyret), så er boligmarkedet i Nuuk ikke meget ulig det københavnske. Min familie og jeg kommer nemt til at betale mere for en lejebolig i Nuuk, end vi betaler på indre Østerbro i dag … Det synes jeg, er ærgerligt, skriver Aviaja Lyberth Hauptmann.

Seneste nyheder / Nutaarsiassat kingulliit