Inatsisartut

Derfor er homovielser ikke til debat på forårssamlingen

Demokraterne ærgrer sig over, at beslutningsforslaget om indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn er blevet pillet af dagsordenen på forårssamling i Inatsisartut

Fra Nuuk Gay Pride 2013

Demokraterne har i flere år arbejdet for, at homoseksuelle og heteroseksuelle får samme rettigheder. Det var derfor en glædelig dag for partiet, da et enigt Inatsisartut på efterårssamlingen 2010 besluttede at bakke op om partiets forslag om, at personer af samme køn skal kunne indgå ægteskab.

Men glæden hos Demokraterne er blevet vendt til skuffelse, fordi beslutningsforslaget om indgåelse af ægteskab mellem to personer af samme køn er blevet pillet af dagsordenen på den igangværende forårssamling i Inatsisartut.

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond fra Siumut forklarer i et paragraf 37-svar til medlem af Inatsisartut for Demokraterne Michael Rosing, hvorfor beslutningsforslaget alligevel ikke er til debat på forårssamlingen.

Rigsombuddet skyld i udsættelse
Aleqa Hammond forklarer:

- Naalakkersuisut anmeldte den 11. februar 2014 punkter til behandling på Inatsisartuts forårssamling, herunder forslag til Inatsisartut-beslutning om at Grønlands Selvstyre tiltræder forslag til ændring af blandt andet lov om ægteskabsindgåelse og opløsning for Grønland.

- Den 18. februar oplyste Formandskabet for Inatsisartut, at fire anmeldte punkter, herunder det aktuelle lovforlag, ikke kunne behandles på forårssamlingen, idet et oversat resumé ikke var afleveret rettidigt, og idet Formandskabet for Inatsisartut ikke fandt at kunne dispensere fra afleveringsfristen, forklarer Aleqa Hammond.

Formandskabet fastholder sin afvisning
Den 24. februar anmodede Aleqa Hammond Formandskabet om at genoverveje beslutningen og tillade behandling af beslutningsforslaget på forårssamlingen.

Formanden for Naalakkersuisut redegjorde for, at materialet til punktet blot havde været nogle timer forsinket, da Rigsombuddet som følge af en fejl ikke havde fået oversat resuméet, som var en del af lovpakken.

Den 26. februar oplyste Bureauet for Inatsisartut, at Formandskabet for Inatsisartut fastholdt sin afvisning.

Powered by Labrador CMS