Greenland Express Air
Derfor har Greenland Express Air problemer
Det er endnu uvist, hvornår Greenland Express Air kommer i luften for første gang
Problemerne fortsætter for Greenland Express Air forud for selskabets første flyvning.
Det skyldes, at det hollandske flyselskab Denim Air ACMI, som skal operere et Fokker 100-fly på vegne af Greenland Express Air, ikke har fået sin driftstilladelse på plads.
Det skriver flybranchesitet check-in.dk fredag.
Flyet har fået hollandske registreringsbogstaver. Men på trods af at Denim Air indsendte en ansøgning til de hollandske luftfartsmyndigheder for tre uger siden, er flyet stadig ikke kommet på Denim Airs driftstilladelse, den såkaldte Air Operators Certificate. Derfor kan Denim Air endnu ikke bruge flyet til ruteflyvning.
Læs: Greenland Express Air aflyser jomfrutur
Læs: Greenland Express Air nedskyder rygter
Op til myndigheder i Holland og Danmark
Når de hollandske myndigheder vender tilbage med en godkendelse, skal Denim Air videre til de danske luftfartsmyndigheder for at få flyet godkendt til flyvninger til og fra Grønland.
- Vi kommer ikke i luften mandag (den 2. juni som planlagt, red.). I teorien er det stadig muligt at komme i luften tirsdag. Det kræver, at godkendelsen fra de hollandske myndigheder kommer mandag morgen, og at de danske myndigheder hurtigt siger god for flyet. Men det er uden for vores kontrol. Det ligger i hænderne på myndighederne, forklarer Ronald Janssen, direktør i Denim Air ACMI, til check-in.dk.
Gert Brask løj onsdag
Hos Greenland Express Air ønsker Gert Brask, CEO og grundlægger af Greenland Express Air ApS, ikke at udtale sig om sagen til check-in.dk.
Onsdag kunne Sermitsiaq.AG som det første medie fortælle, at Greenland Express Airs jomfrutur, som var en charterflyvning med start fra Aalborg Lufthavn mandag den 2. juni, er aflyst og udsat på ubestemt tid på grund af 'tekniske problemer'.
I et interview med Sermitsiaq.AG forklarede Gert Brask, at det skyldes tekniske problemer under onsdagens testflyvning.
Det viser sig nu at være løgn.
Læs alle artikler om Greenland Express Air her