lukket land

Derfor er Aleqa tavs i Carsten Frank Hansen-sagen

Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond, Siumut, vil ikke udtale sig om Carsten Frank Hansens fratrædelse

Aleqa Hammond vil ikke udtale sig til pressen om Carsten Frank Hansen-sagen
Offentliggjort

Der kommer ingen udtalelse til pressen fra formanden for Naalakkersuisut om den nu fratrådte departementschef Carsten Frank Hansens fratrædelse.

Det meddelte Aleqa Hammond mandag eftermiddag, til trods for at naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq har udtalt sig stærkt kritisk om sagen til pressen.

- På baggrund af mediernes fortsatte henvendelser til undertegnede med henblik på at indhente kommentarer vedrørende personalesager, skal jeg på ny præcisere, at en formand for Naalakkersuisut ikke udtaler sig om enkeltsager, der vedrører ansatte, meddeler Aleqa Hammond.

Den politisk ansvarlige for finanser Vittus Qujaukitsoq udtalte forleden til KNR, at sagen om Carsten Frank Hansen er 'en dybt, dybt tragisk situation'. Han kritiserede Bedømmelsesudvalget for deres manglende evne til at screene oplysninger om Carsten Frank Hansen.

Læs "Vittus: Det er en dybt, dybt tragisk situation"

Læs "Kommentar: Gode, gamle Siumut"

Men Aleqa Hammond vælger altså at forblive tavs om sagen.

Sermitsiaq.AG ønskede blandt andet i et interview med Naalakkersuisut-formanden at høre hendes overordnede vurdering af, hvordan hun synes, det går med de mange udskiftninger af topchefer i selvstyret.

Men hun udelukker ikke at besvare paragraf 37-spørgsmål om sagen.

- Jeg har fuld respekt for, at medlemmer af Inatsisartut har mulighed for at indhente oplysninger om et offentligt anliggende ved at stille et spørgsmål til Naalakkersuisut, og det er Naalakkersuisuts pligt at give korrekte oplysninger herigennem, siger Aleqa Hammond.

Læs alle Sermitsiaq.AG’s artikler om Carsten Frank Hansen-skandalen

Powered by Labrador CMS