fiskerilov
Departementschef afviser udemokratiske metoder
Departementet for Fiskeri og Fangst nægter på nuværende tidspunkt at give indsigt i nøgleoplysninger bag en ny fiskerilov, som har været i høring. Forklaringen er, at lovforslaget ikke er færdigt.
I en pressemeddelelse fra departementetschef Jørgen Isak Olsen skyder han med skarpt mod formanden for Transparency Greenland, Anita Hoffer, der i AG har udtalt sig kritisk over, at Inatsisartut-medlem Michael Rosing ikke kan få indsigt i beregningerne, der ligger til grund for lovforslaget. Det havde Rosing bedt om via et paragraf 37 spørgsmål.
Udemokratisk
- Hendes udtalelse afspejler en manglende forståelse for det lovforberedende arbejde, understreger Jørgen Isak Olsen, der afviser, at man handler "udemokratisk".
Læs også: Transparancy: 'Rystende' mørklægning fra Kruse
- Naalakkersuisut ønsker at aflevere et færdigt og gennemarbejdet forslag, der giver Inatsisartut den nødvendige viden for at kunne behandle forslaget. Da forslaget endnu ikke er afleveret til Inatsisartut, betyder det, at der i princippet fortsat kan komme ændringer til forslaget, forklarer departementschefen.
"Normal fremgangsmåde"
Jørgen Isak Olsen understreger, at Naalakkersuisut ønsker derfor at vente med at give aktindsigt i det bagvedliggende arbejde. Dette er en helt normal fremgangsmåde, som beskrives i landstingslov om offentlighed i forvaltningen, hedder det i pressemeddelelsen fra departementschefen.
Forslaget til en ny fiskerilov er nu i lovteknisk gennemgang hos både lovkontoret under Naalakkersuisut og lovkontoret under Inatsisartut. Denne lovteknik skal alle forslag til ny lovgivning igennem. Lovteknikken sikrer, at forslaget opfylder de lovtekniske krav til blandt andet konsekvensberegninger, forklarer Jørgen Isak Olsen.
- Slutteligt er det nødvendigt at afklare en generel misforståelse om, at forslaget til en ny fiskerilov medfører, at de tidsubegrænsede licenser i rejefiskeriet bliver ophævet.
- Dette er ikke korrekt. De tidsubegrænsede licenser i rejefiskeriet bliver ikke ophævet med forslaget til en ny fiskerilov, understreger Jørgen Isak Olsen, der imidlertid undlader at oplyse, at den kommende fiskerilov er konstrueret på en måde, så den får sammenhæng med og henviser til en kommende lov om tidsubegrænsede licenser i rejefiskeriet.
Tidsplanen
Det samlede og færdige forslag til en ny fiskerilov forventes at blive afleveret til medlemmerne af Inatsisartut den 8. november. Inatsisartut skal behandle forslaget den 16. november.