flagdebat
Demokraterne Ungdom: Stop så, Nikku
Partii Inuit-formand Nikku Olsen får drøje hug, fordi han synes, det er forkert at flage på halv stang i Grønland på Danmarks besættelsesdag 9. april
Partii Inuit er endnu engang kommet i voldsomt uvejr.
Det sker, efter at partiets formand, Nikku Olsen, onsdag i en pressemeddelelse skrev, at det er forkert at flage på halv stang i Grønland på Danmarks besættelsesdag under Anden Verdenskrig, 9. april.
Flere offentlige arbejdspladser i Grønland flager på halv for at markere besættelsesdagen. Men det grønlandske flag, Erfalasorput, burde trækkes helt op ifølge Partii Inuit.
Udmeldingen møder nu hård kritik fra Demokraterne Ungdom.
- Nikku Olsen og Partii Inuit glemmer, at Grønland faktisk også var indblandet i krigen. Vi mener derfor, at vi skal hædrer vores landsmænd, grønlændere og danskere, som mistede livet og kæmpede for frihed under Anden Verdenskrig, siger formanden for Demokraterne Ungdom, Randi Vestergaard Evaldsen.
Læs: Nikku Olsen: Stop med at flage på halv for Danmark
Ikke officiel flagdag på Færøerne
Den 9. april er officiel flagdag i Grønland og Danmark for at markere nazisternes besættelse af Danmark 9. april 1940. En besættelse, som sluttede 5. maj 1945, efter at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark den 4. maj havde kapituleret til de vestallierede styrker. Bornholm blev først befriet af Sovjetunionen fire dage senere.
Ligesom tilfældet var med den afbrudte forbindelse mellem Grønland og Danmark under Anden Verdenskrig, blev forbindelsen under krigen kappet mellem Danmark og Færøerne.
Færøerne blev flere gange angrebet af tyske fly, men med minimale skader. Til gengæld led de færøske skibe ifølge Wikipedia store tab. 25 skibe gik tabt, og 132 søfolk omkom - svarende til cirka 0,4 procent af den daværende færøske befolkning på 30.000 indbyggere.
- Demokraterne Ungdom har svært ved at se, hvorfor Partii Inuit med Nikku Olsen i spidsen, mener, at vi er nikkedukker for danske værdier. Godt nok blev forbindelsen mellem Grønland og Danmark afbrudt under Anden Verdenskrig, men vi havde også grønlandsk bemanding, som var med til at kæmpe for Grønland og Danmark under besættelse i Tunu (Østgrønland, red.). Skal de ikke også hædres for deres indsats?, lyder det spørgende fra Randi Vestergaard Evaldsen til Nikku Olsen.
Fælles historie
Demokraterne Ungdom kan ikke se, hvorfor Nikku Olsen gang på gang skal kritisere Danmark og danskerne for deres værdier.
- Vi mener, de grønlandske og danske værdier skal bevares, da vi har en fælles historie. Det er på tide, at man i dagens Grønland indser, at vi ikke kan skrue tiden tilbage og ændre på historien. Demokraterne Ungdom er godt klar over, at Danmark ikke altid har behandlet Grønland med værdighed, men én ting, vi skal huske på, er, at vi lever i et samfund, hvor mange har grønlandske og danske aner, som vi skal acceptere som Kalaallit, understreger formanden for Demokraterne Ungdom Randi Vestergaard Evaldsen.
På besættelsesdagen 9. april flages der på halv stang til klokken 12. Herefter på hel stang.
Se officielle flagdage i Grønland
Se officielle flagdage i Danmark
Se officielle flagdage på Færøerne