udligningsreform
Demokraterne Ungdom: Debatten er for snæversynet
Kritikken mod naalakkersuisoq for finanser fortsætter. Denne gang kommer den fra Demokraterne Ungdom
![Randi Vestergaard Evaldsen er formand for Demokraterne Ungdom](https://image.sermitsiaq.ag/156032.webp?imageId=156032&width=960&height=518&format=jpg)
Demokraterne Ungdom retter nu også kritik mod naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq fra Siumut i debatten om den udskældte udligningsordning og bloktilskudsaftale, som lægger op til en ændring af den økonomiske støtte fra landskassen til kommunerne.
- Vi har konstateret, at debatten har været for snæversynet, og at det bredere perspektiv mangler. Vi synes ikke, der er gjort nok opmærksom på, hvor meget en Nuuk-borger bidrager til resten af landet, skriver formand for Demokraterne Ungdom Randi Vestergaard Evaldsen og næstformand Rasmus Dalsgaard Andersen i en pressemeddelelse.
Det sker, efter at avisen Sermitsiaq har sat fokus på krydssubsidiering mellem selvstyreejede virksomheder.
Læs: Asii: Vittus, du udtaler dig mod bedre vidende
Krydssubsidiering skal også medregnes
- Eksempelvis betaler man i Nuuk en pris, der er meget højere end produktionsprisen, eksempelvis på el, modsat ude på kysten, hvor den endelige pris er en del under produktionsprisen. Dette er ikke med i Vittus Qujaukitsoqs udligningsreform, og det er bekymrende, fremhæver Demokraterne Ungdom.
- Vi finder det ligeledes bekymrende, når naalakkersuisoq for finanser udtaler, at man fra Sermersooq ikke har ydet nået specielt for resten af Grønland. Det er ikke korrekt, Sermersooq betaler i forvejen i år 106 millioner kroner til udligningsreformen, og gør det også indirekte på grund af den krydssubsidiering, der finder sted i Grønland, lyder den videre kritik fra Demokraterne Ungdom, som dermed flugter den kritik, som IA-borgmester Asii Chemnitz Narup, Kommuneqarfik Sermersooq, tidligere på dagen kom med efter kritik fra naalakkersuisoq for finanser Vittus Qujaukitsoq mandag i Qanorooq på KNR.
Udligningsreformen skal vedtages 11. august.