valg
Demokraterne vil indføre total åbenhed
Demokraterne vil i fremtiden have offentliggjort samtlige udgifter fra Naalakkersuisut på Naalakkersuisuts hjemmeside
Som direkte konsekvens af årsagen til valgsudskrivelsen mener Demokraterne, at det vil være på sin plads at offentliggøre samtlige udgifter, som medlemmerne af Naalakkersuisut vil have i fremtiden.
- Vi må altså ikke glemme, hvorfor dette valg er blevet udskrevet. Vi skal til valg den 28. november, fordi formanden for Naalakkersuisut brugte landskassen som en form for kassekredit - senere er det så kommet frem, at også naalakkersuisoq for sundhed benyttede sig af denne ulovlighed, skriver formanden for Demokraterne, Anda Uldum, i en pressemeddelelse.
Alle udgiftsposter på Naalakkersuisut.gl
Anda Uldum siger videre, at Demokraterne derfor vil arbejde for, at der bliver skabt total åbenhed omkring alle udgifter, der bliver afholdt af medlemmerne af Naalakkersuisut.
- Vi vil have alle udgifter i forbindelse med rejser, repræsentation, gaver med videre offentliggjort på Naalakkersuisuts hjemmeside, forklarer Anda Uldum, der samtidig fortæller, at Demokraterne på den måde ønsker at forebygge utilstedelig omgang med befolkningens skattekroner.
- Derfor vil vi have en portal, hvor befolkning og medier løbende kan kontrollere, hvordan de enkelte medlemmer af Naalakkersuisut bruger de betroede midler, skriver Anda Uldum og henviser til, at det kommende Naalakkersuisut eventuelt kan lade sig inspirere af Københavns Kommune, hvor borgmestrenes udgifter til forskellige repræsentative aktiviteter bliver lagt åbent ud.
Vil gå skridtet videre
- Demokraterne vil dog gå skridtet videre. Vi vil ikke blot have udgifter til gaver og anden form for repræsentation lagt på nettet, vi vil også have et fuldt overblik over, hvad der bliver brugt, når et medlem af Naalakkersuisut er ude at rejse. Her er det også vigtigt, at der er åbenhed om de udgifter, der bliver brugt på de medrejsende embedsfolk, således at der kommer et klart billede af, hvad rejseaktiviteterne koster.
- Denne idé bør være let at føre ud i livet, da udgifterne til disse ting alligevel bliver registreret. Den eneste form for ekstraarbejde vil således være selve offentliggørelsen. Til gengæld må det omvendt forventes, at administrationen skal bruge færre ressourcer på aktindsigtsansøgninger fra medierne, fremhæver Anda Uldum.