Demokraterne afværger mistillidsvotum

Demokraternes formand Niels Thomsen vil ikke lægge stemmer til Partii Naleraqs mistillidsvotum til naalakkersuisoq for Erhverv og Energi Aqqalu Jerimiassen. Dermed overlever Naalakkersuisut i sin nuværende form.

Partii Naleraqs mistillidsvotum fik opbakning af IA, men det var ikke nok til at vælte Aqqalu Jerimiassen af pinden.

Niels Thomsen var tilfreds med Aqqalu Jerimiassens redegørelse, hvor det blev slået fast, at der ikke havde været tale om egentlige forhandlinger, da han var på et erhvervsfremstød i Kina i sidste uge.

- Jeg kan kun støtte, at man markedsfører Grønland i udlandet, fastslog Niels Thomsen, der afviste, at der var tale om at handle uden mandat.

- Hvis der var ført egentlige forhandlinger, så havde vi haft et problem, sagde Niels Thomsen.

Pressemeddelelse

I går blev følgende udsendt af erhvervsdepartementet:

“Aqqalu Jerimiassen benyttede derfor handelsfremstødet til at annoncere, at der med udgangen af november i år vil blive igangsat en udbudsrunde omfattende 5 attraktive vand-lokationer på den grønlandske vestkyst.”

Det var netop under behandlingen af loven om vand og is til kommercielt brug, som var anstødsstenen for Partii Naleraq til at stille mistillidsvotummet.

Det åbne spørgsmål er derfor, hvordan Aqqalu Jerimiassen kan forudskikke dagens lovbehandling og stille noget i udsigt, som ikke er besluttet i Inatsisartut.

Ifølge Niels Thomsen var det således ikke et problem, og han udtalte tillid til Aqqalu Jerimiassen.

I sin redegørelse fra Aqqalu Jerimiassen beklagede han, at han i forbindelse med et svar under spørgetimen, havde svaret forkert.

- At Aqqalu Jerimiassen undskylder på dette punkt, kunne vi andre lære af, fastslog Niels Thomsen.

Pele Broberg:

– Er det i orden at markedsføre et produkt, hvor lovgivningen ikke er på plads?, spurgte Pele Broberg henvendt til Niels Thomsen.

-Vi har intet bevis for at der skulle være forhandlet og ageret ureglementeret, fastslog Niels Thomsen.

Aleqa Hammond forstod ikke, hvorfor det var nødvendigt at stille et mistillidsvotum og opfordrede i stedet til, at man eventuelt stillede opklarende spørgsmål, før man tog det drastiske skridt at fremsætte et mistillidsvotum.

Powered by Labrador CMS