Gå til hovedindhold

Danske vikinger kvalificerer sig til Eurovision-finalen

Danske Jonas Flodager Rasmussen og hans vikingekor går videre til finalen i Eurovision, der afholdes lørdag.

Danmark er sikret en plads i finalen i Eurovision, når den på lørdag finder sted i Lissabon i Portugal. 

Torsdag aften var den danske melodigrandprix-vinder Jonas Flodager Rasmussen og sangen "Higher Ground" nemlig blandt de semifinale-bidrag, der blev stemt videre til det store show.

I finalen skal Danmark blandt andet kæmpe mod Sverige og Norge, der også blev tildelt en billet videre. 

I Eurovision har hvert land en fagjury, der består af musikkyndige og branchefolk, og deres stemmer tæller ligeligt med tv-seernes.

Også Australien, Ukraine og Serbien var blandt landene, der gik videre fra torsdagens semifinale.

I alt 20 lande har kvalificeret sig fra de to semifinaler, mens seks lande er direkte i finalen. Det drejer sig om Storbritannien, Tyskland, Spanien, Frankrig og Italien, mens Portugal som værtsland også er sikret en finaleplads.

Ifølge bookmakerne er Cypern, Norge, Frankrig og Israel blandt de lande, som spillefugle især har sat deres penge på som vindere af konkurrencen. Danmark er langt fra favorit til sejren, men var dog på forhånd spået en plads i finalen.

Jonas Flodager Rasmussen, der går under kunstnernavnet Rasmussen, vandt i februar det danske melodigrandprix i Aalborg med "Higher Ground", der er skrevet af Niclas Arn og Karl Eurén.

Til hans optræden i Lissabon har han selskab af en flok vikingelignende korsangere.

Sidste år gik Danmark med Anja Nissen og sangen "Where I Am" videre til finalen, men året før det, i 2016, måtte danske Lighthouse X allerede forlade Eurovision i semifinalen. Det samme skete for Danmarks deltagere i 2015, Anti Social Media.

Finalen bliver i år afholdt i Lissabon i Portugal, da portugisiske Salvador Sobral sidste år sejrede i musikkonkurrencen med nummeret "Amor Pelos Dois". Det er første gang, Portugal har vundet Eurovision.

Danmark vandt senest Eurovision i 2013, da Emmelie de Forest charmerede Europa med nummeret "Only Teardrops". 

Før det havde Brødrene Olsen vundet konkurrencen i år 2000 med sangen "Fly On The Wings Of Love", mens Grethe og Jørgen Ingmanns “Dansevise" i 1963 var det første danske nummer, der vandt det store show.

Finalen i Eurovision finder sted lørdag og sendes direkte på DR1 klokken 21.00.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER