VM i håndbold

De danske håndboldherrer indleder VM mod Argentina

Når det mandlige danske håndboldlandshold fredag aften tager hul på VM i Frankrig, bliver det i første omgang uden René Toft Hansen

Når det mandlige danske håndboldlandshold fredag aften tager hul på VM i Frankrig, bliver det i første omgang uden René Toft Hansen

Danmarks landstræner, Gudmundur Gudmundsson, har kun indskrevet 15 spillere fra truppen på 16 spillere til kampen mod argentinerne.

Stregkæmpen René Toft Hansen fra THW Kiel er ikke indskrevet i truppen til Danmarks VM-premiere mod Argentina.

René Toft Hansen kan dog - hvis han er klar til at spille - skrives ind i truppen til Danmarks næste kamp, som spilles lørdag aften mod Egypten.

Den store forsvarskæmpe har haft et hårdt år, efter at han for cirka et år siden pådrog sig en alvorlig knæskade, som længe så ud til at koste ham deltagelsen ved OL i Rio.

René Toft Hansen fik dog kæmpet sig tilbage og var med til at sikre guld til Danmark ved OL i august sidste år.

Siden fulgte et efterår med et komprimeret kampprogram i den tyske klub THW Kiel, hvilket har tæret hårdt på kræfterne.

René Toft Hansen har blandt andet derfor valgt at trække stikket til offentligheden op til og under VM, så han kan koncentrere sig om spillet inde på banen.

Danmarks kamp mod Argentina begynder klokken 16.45 grønlandsk tid.

Danmark er ved VM med i gruppe D, der også tæller Egypten, Sverige, Qatar og Bahrain.

De fire bedste hold går videre til ottendedelsfinalerne.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS