Dansk-grønlandsk udviklingsfond på vej

Den danske regering og Naalakkersuisut vil undersøge muligheden for flere danske investeringer i Grønland.

Kim Kielsen og Lars Løkke Rasmussen mødtes onsdag i statsministeriet

I forbindelse med gårsdagens drøftelser om investeringer i lufthavnsprojektet, har Kim Kielsen (S) og Lars Løkke Rasmussen (V) også drøftet danske investeringer i Grønland i et bredere perspektiv.

Konkret vil regeringen og Naalakkersuisut nu arbejde for, at der etableres en fælles udviklingsfond.

- Statsministeren og formanden for Naalakkersuisut er endvidere blevet enige om at bede erhvervsministeren og naalakkersuisoq for Erhverv og Energi om at komme med forslag til en udvidelse af samarbejdet om at fremme danske erhvervsvirksomheders og pensionskassers kendskab til og muligheder for at investere i Grønland. Mulighederne for og perspektiverne i at etablere en fælles udviklingsfond vil blive vurderet i den forbindelse, hedder det i en fælles udtalelse fra Statsministeren og formanden for Naalakkersuisut.

Lars Løkke Rasmussen har ved flere tidligere lejligheder omtalt muligheden for sådan en udviklingsfond; men hidtil har Naalakkersuisuts reaktion være kølig.

Men nu skal muligheden altså undersøges.

- En fælles udviklingsfond vil kunne forstærke mulighederne for vækst og udvikling i Grønland, siger Lars Løkke Rasmussen (V).

Powered by Labrador CMS