forskning

Dansk forskning: Den afskyelige snemand er en bjørn

Dna fra ni yeti-prøver stammer ifølge dansk forskning fra bjørne. Det afkræfter dog ikke yetiens eksistens.

Offentliggjort

Forskere har undersøgt dna fra ni prøver af hår, tænder, knogler, hud og sågar lort, der alle skulle stamme fra den afskyelige snemand - også kaldet en yeti.

Det har de gjort for at slå fast, hvilket væsen der ligger bag myten.

- Vores fund peger kraftigt på, at det biologiske grundlag for yeti-myten skal findes i de lokale bjørne, og studiet viser, hvordan genetik kan bruges til at opklare andre lignende mysterier, siger lederen af studiet, Charlotte Lindqvist, evolutionsbiolog ved University at Buffalo, til Videnskab.dk.

Den afskyelige snemand, skulle ifølge myterne være et farligt menneskeabe-lignende væsen, som kommer ned fra bjergene i Himalaya for at tage både køer og unge piger.

Historierne er fortalt gennem generationer, men på trods af vilde beretninger, fodspor og sågar trofæer fra det mytiske væsen, så har forskere ikke kunne finde afgørende beviser for, hvilket væsen der lå bag myten.

I 2014 analyserede genetikeren Bryan Sykes, ved Oxford University i England, hårtotter, der angiveligt skulle stamme fra en yeti.

Hans undersøgelser viste, at prøverne kunne stamme fra en hidtil ukendt bjørneart. Hans analyser blev dog kritiseret for at være for simple.

Derfor har det danskledede hold lavet en ny og mere grundig analyse, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the Royal Society B. Det skriver Videnskab.dk.

Studiet glæder Danmarks eneste kryptozoolog - forsker i mytiske dyr - Lars Thomas, der er tilknyttet Center for ForteanZoology i England.

- Det er godt, at der nu er nogen, der har taget fat i Brian Sykes' og co's noget storladne udtalelser fra de første dna-analyser.

- Men selv om det naturligvis svækker hele yeti-myten i en vis grad, så beviser det jo rent faktisk ikke, at yeti'en ikke eksisterer. Det beviser kun, at de prøver, som man hidtil har tilskrevet yeti'en, kommer fra bjørne, siger han.

Lederen af undersøgelsen, Charlotte Lindqvist, er dog ikke i tvivl.

- For mig er gåden om yeti'en løst, men der vil nok være nogle, som siger: "Nå ja, de her prøver var bare bjørne". Men jeg synes nu nok, at jeg er overbevist, siger hun.

Samtidig er hun dog sikker på, at myten om den afskyelige snemand vil leve videre.

Powered by Labrador CMS