rigsfællesskabet
Dansk Folkeparti efter IA-kritik: Husk lige bloktilskuddet
Inuit Ataqatigiit, SF og Enhedslisten mener, at ansvaret for Grønlands økonomi hører under Inatsisartut, og derfor var debatten i Folketinget torsdag upassende. Dansk Folkeparti mener omvendt, at Grønlands økonomi i høj grad er et dansk anliggende, da Danmark årligt yder bloktilskud
Torsdagens debat om Grønlands økonomi i Folketinget mundede sig ud i flertallets, heriblandt Siumuts, opfordring til regeringen om at tilbyde administrativ bistand til selvstyret og Naalakkersuisut, der er i gang med samfundsreformer.
Venstrefløjen i Folketinget - Inuit Ataqatigiit, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten - protesterede over, at debatten om Grønlands økonomi blev afholdt i Folketinget. Emnet er nemlig et grønlandsk anliggende, og debatten foregår det forkerte sted, mener de.
Særligt gjorde Inuit Ataqatigiits Johan Lund Olsen det klart i sin tale, at debatten kan anses som en indblanding af et andet lands indre anliggender.
- Det er principielt upassende, at et lands parlament, i dette tilfælde det danske Folketinget, afholder en debat om et andet lands økonomi. Det er vist det, man kalder for indblanding i et andet lands indre anliggender, påpegede Johan Lund Olsen.
Læs: Alle vigtige beslutninger om Grønland skal træffes i Grønland
Læs: Folketinget skal debattere Grønlands 'dybt alvorlige krise'
Er bloktilskuddet indblanding af Grønlands økonomi?
Denne udtalelse fik Dansk Folkepartis grønlandsordfører til at rejse sig og spørge:
- Ja, jeg tror, at dagens mest barokke bemærkning kom fra ordføreren (Inuit Ataqatigiits Johan Lund Olsen, red.), da han sagde, at den diskussion her i dag var en indblanding i et andet lands indre anliggender. Altså helt ærligt. Så vil jeg gerne spørge i den forbindelse: Er afsendelsen af knap 4 milliarder kroner til Grønland hvert år en indblanding i et andet lands anliggender? For så kan vi bare lade være, sagde Søren Espersen.
Inuit Ataqatigiits ordfører Johan Lund Olsen virkede overrasket over spørgsmålet og svarede:
- Jeg kan ikke se, at der skulle være noget odiøst i, at et fællesskab - et rigsfællesskab - bidrager til hinanden, heller ikke økonomisk, heller ikke menneskeligt, lød svaret fra Johan Lund Olsen til Søren Espersen, som ikke mener, at Grønland ikke er et særskilt land.
- Jeg må understrege her: Grønland er ikke et land, heller ikke selv om Johan Lund Olsen drømmer om, at det bliver det, eller at det er det, lød det var Dansk Folkeparti.
Siumut beroliger Folketinget
Der er reformer på vej, oplyste Siumuts Folketingsmedlem, Nick Nielsen.
- EU ser på inflationen, hvor det maksimalt tilladte er 1,7 procent i 2014, og skønnet for Grønland lægger de lige nu på 1,3 procent. EU kræver, at det årlige underskud ikke må være over 3 procent af BNP. I Grønland forventer vi et underskud på cirka 2,5 procent af BNP for 2014, informerede Nick Nielsen, der under debatten fik en personlig velkomst af statsministeren.
- EU ønsker, at den offentlige gæld højst må være på 60 procent af BNP i medlemslandene. I Grønland forventer vi i dag at ligge på omkring 20-25 procent af BNP, sagde Nick Nielsen.
- Jeg nævner dette, for at vi kan få nogle rimelige proportioner ind i denne debat. For på kort sigt er vores økonomiske udgangspunkt i Grønland rigtig fornuftigt. På lang sigt er vi udfordret af en ældrebyrde, altså den samme demografiske udvikling som for eksempel i Danmark. Den udfordring agter den nye grønlandske regering, som jeg forstår det, at tage hånd om, pointede Siumut-politikeren.