urandebat

Danmark skal sikre Grønlands uran

Det bliver den danske stat, der skal sikre, at Grønlands uran ikke ender i atomvåben. Det fortæller ekspert

Hvis Grønland skal eksportere uran, bliver det Danmark, der skal sikre, at det ikke ender de forkerte steder.

Det fortæller DIIS-forsker Cindy Vestergaard, der er ekspert i ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben.

- Alle stater, der vil købe uran i Grønland, vil gå til København for at få en aftale, siger hun.

Torsdag vedtog et snævert flertal i Inatsisartut at ophæve nultolerancen over for brydningen af uran og andre radioaktive stoffer.

Hvis Grønland i fremtiden bliver eksportør af uran, er uranen ikke alene et grønlandsk spørgsmål. Det bliver kongeriget Danmark, der skal indgå aftaler med de lande, som Grønland lever til.

- Den danske stat skal bestemme under hvilke betingelser, den vil levere uran, og hvilke stater, den vil leverer uran til, siger hun og fortsætter

- Bekymringen er, at uranen kan ende i et atomvåbenprogram eller i en stat, som vi har bekymringer for, vil udvikle et atomvåbenprogram.

Læs "Thorning: Danmark bestemmer over uran-eksport"

Brug for en ikke-spredning-politik
Der er nemlig en risiko for, at uranen ad omveje ender på det sorte marked. Derfor mener forskeren, at Danmark må udvikle betingelser for levering, som sikrer, at uranen kun går til fredelige formål.

- Den danske stat skal udvikle en politik for ikke-spredning, siger hun.

- Det er utrolig vigtigt, at den danske stat finder ud af, hvilke krav, den vil stille de stater, den leverer til. Staterne skal rapportere tilbage til Danmark, så landet kan sikre sig, at uranen ikke ender af atomvåben ad omveje, siger forskeren.

Naalakkersuisoq for erhverv, råstoffer og arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard, Siumut, vurderede i et svar til Inatsisartuts råstofudvalg op til afstemningen, at egentlig eksport af uran allerede kan være muligt inden for et par år.

Powered by Labrador CMS