retningslinjer

Danmark har det sidste ord

- I den internationale verden har Danmark eneret til at give udmelding, når det gælder Arktis, understreger mødet forleden mellem USA og Danmark, siger forsker Damien Degeorges

Danmark har det sidste ord så længe Grønland hører under staten Danmark, det understreger forsker i Grønlands internationale forhold, Damien Degeorges.

Grønland er en rigsdel af Danmark. Grønland er ikke en særskilt stat, og derfor er det på sin plads ikke at invitere Grønlands Hammond til middagsselskabet mellem Obama og Thorning-Schmidt.

Det mener forsker i Grønlands internationale forhold Damien Degeorges.

- Det er staten Danmark, som har det sidste ord, når det drejer sig om udenrigs- og sikkerhedspolitik og Arktis, påpeger forskeren.

- Der var tale om et møde mellem stater, det er Grønland jo endnu ikke. Arktis var ikke hovedemnet, men kun et emne blandt andre, siger Damien Degeorges til Sermitsiaq.AG.

Selv om Grønland vækker stor interesse rundt omkring i verden, hedder staten Danmark, og de internationale relationer foregår mellem staterne. Hvis forholdet mellem Danmark og Grønland samtidig skal plejes, er tæt dialog nødvendigt, mener den franske forsker, som også var i Stockholm under mødet mellem USA og Danmark.

- Det kræver selvfølgelig tæt dialog og samarbejde mellem de to partnere, Danmark og Grønland, især når emnet 'Arktis' dukker op, siger forskeren og tilføjer, at Grønland må arbejde på selvstændighed, hvis man ønsker deltagelse i de internationale møder:

Læs også: Aleqa måtte ikke spise med Obama

- For Grønland er der ikke andre muligheder i de kommende årtier end at arbejde hårdt på at blive en selvstændig stat, siger Damien Degeorges.

Aleqa skuffet over Helle
Formand for Naalakkersuisut Aleqa Hammond er skuffet over at Grønland blev negligeret. For statsminister Helle Thorning-Schmidt havde sidste år lovet, at Grønland skal deltage i lignende internationale møder, når Arktis og Grønland er på dagsorden.

- Jeg er glad for at Arktis er højt på dagsordenen internationalt, også når USA’s præsident mødes med de nordiske stats- og regeringschefer, udmeldte Aleqa Hammond i en pressemeddelelse forleden.

- Men jeg er skuffet over, at Danmark ikke har fundet det nødvendigt at involvere Grønland direkte i mødets afholdelse, skriver Aleqa Hammond og tilføjer, at det er vigtigt at involvere Grønland:

- Jeg har overfor statsminister Helle Thorning-Schmidt påpeget, hvor vigtigt det er, når der diskuteres Arktis og Grønland med andre lande, så bør Grønland også høres – og når der er tale om internationale møder – også deltage på politisk- eller embedsmandsniveau i møderne, understreger formanden for Naalakkersuisut.

Powered by Labrador CMS