Cirkusrevyen til Grønland

Cirkusrevyen, der i en årrække har været en institution i dansk kulturliv, kommer næste år til Grønland og giver tre forestillinger

Cirkusrevyen giver tre forestillinger i Nuuk næste efterår. Pressefoto: Henrik Petit.

Cirkusrevyen giver næste efterår tre forestillinger i Grønland, men de bliver alle i Nuuk.

For revydirektør Torben "Træsko" Pedersen er det et gammelt ønske, der nu går i opfyldelse, siger han til Ekstra Bladet.

- Vi har tidligere talt om, at vi på et eller andet tidspunkt gerne ville opføre cirkusrevyen i Grønland, og til næste efterår, altså i 2013, bliver det en realitet. Skuespillerne og hele produktionen tager afsted lige efter forestillingerne på Dyrehavsbakken og i Aalborg er færdigspillede, og så bliver vi på Grønland i fire-fem dage, siger Torben Pedersen til Ekstra Bladet.

- Det har været et kæmpe puslespil at få det til at gå op, fortæller Torben Pedersen. Bare det at få kulisserne afsted, kræver det helt store, idet de skal sejles derop mange uger før skuespillere, teknikere, orkester og alle andre involverede tager afsted. Vi bliver omkring 50 personer, der tager derop med fly, men det bliver en fantastisk oplevelse, som alle går og glæder sig til, siger Torben Pedersen.

Powered by Labrador CMS