Gå til hovedindhold

Christian Eriksen er blevet far og tilbage i VM-lejren

Fodboldstjernen Christian Eriksen er blevet far til en dreng og er vendt tilbage til den danske VM-lejr.

Fodboldspilleren Christian Eriksen er blevet far til en dreng.

Dansk Boldspil-Union (DBU) meddeler torsdag, at den danske stjernespiller og kæresten, Sabrina Kvist, blev forældre i mandags.

- Christian blev far i mandags. Mor og dreng har det godt. Christian er lige ankommet til hotellet nu og træner med fra i dag (torsdag, red.), siger Jacob Wadland, der er pressechef i DBU.

Christian Eriksen er dermed tilbage i den danske VM-lejr i Helsingør, og han deltager i holdets træning frem mod lørdagens sidste testkamp mod Mexico og afrejsen til Rusland på mandag.

Sabrina Kvist havde termin torsdag i sidste uge og hele fodbolddanmark har fulgt med, da der kun er få dage, til landsholdet rejser til Rusland.

Eriksen har befundet sig i Odense, hvor fødslen fandt sted og har ikke deltaget i landsholdets seneste træninger og var heller ikke med, da holdet lørdag spillede kamp mod Sverige.

I tirsdags forventede landstræner Åge Hareide, at Eriksen ville deltage i træningen onsdag, men det blev ikke til noget.

Onsdag gentog Hareide håbet om at se Tottenham-spilleren i lejren torsdag, og det endte med at ske.

Nordmanden kunne dog ikke fortælle, om Eriksen var blevet far eller ej.

Eriksen har fået lov til at blive hos familien i et par dage efter fødslen, og det er kun positivt, lyder det fra DBU.

- Måske er det meget godt, at han lige fik lidt tid sammen med sin nyfødte, siger Jacob Wadland.

Danmark spiller første VM-kamp 16. juni mod Peru. Danmark møder desuden Australien og Frankrig i gruppespillet.

Velkommen til debatten
  • Sermitsiaq.AG ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske ved at klikke på "rapporter" eller ved at ”markere som spam”.

Forsiden lige nu

SENESTE NYHEDER