skandale

- Chokerende at man ikke har fået skik på søkortene

De grønlandske mandater går sammen med Enhedslisten og Socialdemokratiet om at kalde ministeren i samråd i sagen om de manglende søkort

'Chokerende, molboagtigt, totalt ubegavet'. Christian Juhl fra Enhedslisten har ikke svært ved at finde de kraftige gloser frem, når det gælder sagen om de manglende digitale søkort.

Hans kollega Aaja Chemnitz Larsen (IA) er vanen tro mere diplomatisk i sine formuleringer. Men hun understreger alvoren i sagen.

- I sidste ende handler det om liv og død. Alle kræfter må sættes ind på at få styr på det her, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Ingen kort produceret i et år
Derfor er hun og Christian Juhl nu gået sammen med Aleqa Hammond (UP) og Karin Gaardsted fra Socialdemokratiet om at kalde klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt (V) i samråd i Grønlandsudvalget.

Allerede for over et år siden rejste Aaja Chemnitz Larsen (IA) en forespørgseldebat om sagen. Dengang oplyste Lars Christian Lilleholt (V), at kun 32 af de 73 søkort var færdige. Siden da er ikke et eneste søkort blevet produceret, fortalte Politiken tidligere på ugen.

- Det er chokerende, at man ikke har fået skik på søkortene, siger Christian Juhl (EL).

Lovede at arbejde på højtryk
Under forespørgseldebatten lovede Lars Christian Lilleholt (V), at man vil arbejde hårdt på, at få produceret søkortene hurtigst muligt. Allerede dengang erkendte han dog, at man ikke vil nå den planlagte deadline i slutningen af 2018.

- Geodatastyrelsen arbejder på højtryk for at minimere konsekvenserne af udflytningen af produktionen af de nye grønlandske søkort, bl.a. ved løbende at ansætte nye medarbejdere og indhente bistand fra styrelsens internationale søsterorganisationer og maritime samarbejdspartnere, sagde Lars Christian Lilleholt (V) under debatten.

Medarbejdere ville ikke til Aalborg
Det er udflytningen af Geodatastyrelsen til Aalborg, der har sat produktionen af søkortene i stå. Kun 1 ud af 15 medarbejdere er flyttet med til Aalborg.

- Det er stærkt bekymrende, at der ikke er sket noget i sagen. Vi vil spørge ministeren, hvad han vil gøre for at løse problemet, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA).

Langsom oplæring
Under forespørgseldebatten lovede klima- og energiministeren desuden, at man vil indgå en ny aftale med Naalakkersuisut, da man ikke kunne overholde tidsfristen. Men heller ikke den aftale er over et år senere kommet på plads.

Samtidig forsøger man at løse problemet med tabet af medarbejder ved, at de hidtige ansatte skal oplære nye. Men det tager tid. Heller ikke medarbejdere tilkaldt fra udlandet har tilsyneladende hidtil ført t il, at produktionen er kommet i gang igen.

- Det må have højeste prioritet, at få produceret kortene, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA).

Kompensation
Lars Christian Lilleholt (V) har lovet, at Grønland kan få en form for kompensation for de forsinkede søkort. Han er dog ikke kommet nærmere ind på, hvad denne kompensation kommer til at bestå i. Christian Juhl (EL) giver ikke meget for det tilbud.

- Hvad skal den kompensation gavne? Det handler om at minimere risikoen for ulykker til søs, Så få nu de kort færdig i stedet for, siger han.

Socialdemokratisk regering forsinket
Christian Juhl (EL) kritiserer også Lars Christian Lillehlt (V), fordi han ikke har orienteret Grønlandsudvalget om, at produktionen af kortene ikke skrider frem.

- Under samrådet vil jeg sikre mig, at sagen ikke bliver syltet, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA).

Allerede inden udflytningen af Geodatastyrelsen var søkortene forsinket. Helt tilbage i 2013 fastslog Rigsrevisionen i en rapport at man var langt bagud med produktionen. Dengang var det politikere fra det nuværende regeringsparti Venstre, der talte med store bogstaver ovefor den socialdemokratiske regering.

Det er endnu ikke afgjort, hvornår samrået finder sted.

LÆS OGSÅ:
Produktion af søkort gået i stå
Hastesamråd om søkort

Powered by Labrador CMS