råstoffer
Chok – guldminen Nalunaq lukker
Arctic Mining kaster efter økonomiske problemer nu håndklædet i ringen og lukker landets eneste aktive mine, da guldpriserne er styrtdykket
Det er en trist nyhed, Arctic Mining nu offentliggør: Guldminen Nalunaq lukker og slukker.
Det sker efter længere tid økonomiske problemer. Blandt andet kom det frem i maj, at økonomien i guldminen ved Napasorsuup qoorua (på dansk Kirkespirdalen) i Sydgrønland var så dårlig, at selskabet var blevet sat under administration efter at have skrantet økonomisk i årevis.
- Vi ser os nødsaget til at påbegynde nedlukningen af minen i løbet af de næste måneder sammen med BMP (Bureau of Minerals and Petroleum), ansatte og andre interessenter for at optimere udfaldet heraf for alle parter. Det forventes, at produktionen stopper ultimo september/primo oktober, og at minen vil være lukket ned inden udgangen af 2013. I mellemtiden vil vi fortsætter med at betale vores leverancer forud i overensstemmelse med standstill-aftalen, skriver Bob Bailey og Peter Schriver på vegne af Arctic Mining Ltd i en pressemeddelelse.
Derfor må minen lukke
- Da de nye bestyrelsesmedlemmer blev udpeget i marts, håbede vi alle, at vi kunne fortsætte med at drive minen på rentabel vis og anvende indtægterne til at tilbagebetale noget af vores gæld til kreditorerne. Desværre har vi ikke været i stand til at vende situationen, og vi er fuldt ud klar over, hvilke konsekvenser dette vil få for kreditorer og ansatte, både i Grønland og i udlandet. Guldprisen spiller i denne forbindelse en stor rolle, og den er vi ikke herre over. Den er faldet til det laveste niveau i to år, og det betyder, at minen ikke længere er levedygtig, forklarer Chief Restructuring Officer Bob Bailey.
- Vi arbejder tæt sammen med BMP for at lukke minen ned i overensstemmelse med den fastlagte plan og vil gerne på vegne af bestyrelsen takke alle, der har støttet os de seneste måneder, især ansatte og leverandører, fremhæver han.
Guldpriserne er styrtdykket
I henhold til den aftale, der blev indgået med kreditorerne i januar i år, har Nalunaq Gold Mine fortsat sine aktiviteter, dog på grundlag af en såkaldt standstill-aftale med leverandørerne, der betyder, at der skal betales kontant ved levering.
Efterfølgende blev der som nævnt i marts udpeget nye bestyrelsesmedlemmer med ansvar for den daglige drift. Reviderede prognoser baseret på en guldpris på 1.475 amerikanske dollars pr. ounce blev forelagt de største kreditorer i maj.
- Prisen er imidlertid faldet helt ned til 1.222 amerikanske dollars svarende til en reduktion på mere end 17 procent, hvilket betyder, at vi ligesom andre guldminer rundt om i verden nu står overfor store tab, forklarer Bob Bailey.