Chefredaktøren anbefaler: Længsel efter Grønland

Billedkunstneren Jukke Rosing blev hånet for at være »dansker«, skønt begge hendesforældre er grønlændere. Og drillet fordi hun er dansk talende grønlænder.Alligevel føler hun et konstant savn efter hjembyen Nuuk

Justitia

Over sofaen hænger alle familie-klenodierne. Der er farfar Jens Rosings vidunderlige tegning af en humlebi, en ørred, en lappedykker på drivtømmer. To af faster Ina Rosings livfulde malerier. Og midt i det hele et af Jukke Rosings egne stærke værker, et stort, vemodigt sort-hvidt fotografi.

Så er hele familien samlet!

I hvert fald den del af Rosing-klanen, som arbejder med kunst. Ja, faktisk er der mange flere, hvis man går længere ud ad stamtræet. Lige fra den 34-årige fotokunstner var lille, er hun blevet hjernevasket med kunst. Ikke så meget fra den allernærmeste familie. Faderen er mave-tarmkirurgisk overlæge på Dronning Ingrids Hospital og moderen sygeplejerske.

Chefredaktøren anbefaler

Denne artikel er hentet fra avisen AG og udvalgt af chefredaktør Christian Schultz-Lorentzen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Men hos farfar Jens Rosing sugede hun eventyret med papir og blyant til sig.

-Farfar sad altid ved sit bord, der var fyldt med ting og sager. Han viste mig forskellige teknikker, når han malede og tegnede. Det gjorde dybt indtryk på mig, fortæller Jukke Rosing og viser mig endnu et værk af den bedstefar, som har betydet så meget. Det er en tegning af en haleløs kat og et lille værk med ryghvirvler på et stykke drivtømmer.

Som få evnede Jens Rosing at indfange dyrets sjæl og statur. Han havde fryseren fuld af alskens motiver. En dag gjorde lille Jukke store øjne, da farfaderen halede et par dødfødte isbjørneunger op af fryseren, som han ville tegne. Isbjørnemoderen havnede i Zoologisk Have.

Den satans angst

Mens Jens Rosing var en munter mand, en story-teller, som mest sang i maskulin dur, er Jukke Rosing i feminin mol. Hun lægger ikke skjul på, at angst er en sort følgesvend, som har siddet på hendes skulderen det meste af livet.

Lige nu er hun inde i en god periode. Hun har netop åbnet en ny fotoudstilling Inside-Out i Det grønlandske Hus i København. På udstillingen mærker man den sorte satan på hendes skulder. Der er desperation og savn i billederne. Billederne er en sær blanding af Grønland og Danmark. Af intethed og jagt på identitet.

- Jeg er meget inspireret af vores grønlandske myter. Det er grumme historier. Men jeg vil gerne fremhæve det smukke i det grumme. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, siger Jukke Rosing.

- Jeg har lært at leve med min angst. Lige nu er jeg et sted i livet, som jeg er tilfreds med, siger hun og smiler.

- Men indimellem kryber angsten ind på mig. Efterhånden har jeg lært, hvad jeg skal gøre, så den ikke griber fat. Angsten er blevet en drivkraft rent kunstnerisk. Når jeg arbejder med kunst sætter jeg en prop i min angst.

- Det renser ud at arbejde med angsten, når jeg bruger den i min kunst.

Jukke Rosing lægger ikke skjul på sit følsomme gemyt.

- Jeg er i mine følelsers vold. Jeg græder, når jeg glad. Jeg græder, når jeg er vred. Jeg græder, når jeg er ked af det. Jeg græder rigtigt meget, siger den 34-årige billedkunstner og smiler.

Qaqqat

Se fremad

Inspirationen fra gamle myter er vigtig for Jukke Rosing – selvom hendes udtryk er moderne og med abstrakt kant.

- Jeg giver de gamle myter et moderne twist. Myterne har altid betydet meget for mig. Som barn var jeg utroligt bange for Havets Moder. Vi har en smuk historie og spændende myter, hvor naturen er det allervigtigste. Det er den stadig, for at vi kan overleve. Men jeg synes, at der i denne her tid, hvor folk ønsker selvstændighed, er en tendens til, at folk kikker alt for meget bagud. De skulle hellere kikke fremad. Tage alt det gamle med i rygsækken og bruge det i en ny tid.

Jukke Rosing mener, Grønland har brug for at være international.

Da hun fornylig udsmykkede kredsrettens bygninger i Nuuk, Sisimiut, Qaqortoq og Ilulissat sammen med Gukki Nuka, valgte hun at koncentrere sig om et symbol, som bruges verden over. Nemlig Justitia, gudinden for retfærdighed.

Hun har bind for øjnene, en vægt og et sværd i hånden – som et symbol på at retfærdighed gælder alle.

- Det synes jeg var et smukt symbol. At retten sigter efter at behandle alle ens, uanset hvem vi er. Så jeg tog udgangspunkt i et internationalt kendt symbol og satte det ind i en grønlandsk kontekst.

Et andet fotografi i kredsretten viser Ilulissat gemt bag et kæmpestort klæde, som hvirvler i vinden. Et værk på udstillingen i grønlænderhuset spiller lidt på de samme strenge. Det er Sisimiut, som gemmer sig bag et stort hvidt klæde, som ligner et kæmpe lagen.

- For mig handler det om det samme. Nemlig om at ens sjæl forsøger at finde hjem. Jeg har et enormt savn og stor hjemve efter Grønland. Jeg mærker det rent fysisk som en knugende fornemmelse. En stor knude i maven, fortæller Jukke Rosing.

Sedna

Nuuk er hjemme

Hun voksede op i Nuuk og hedder egentlig Angiuk Sara Kleist Rosing Gausten. Da Jukke var ni år gammel, fandt hun ud af, at hun ville døbes. Og så tog hun sin mors familienavn Kleist og oldemoderens navn Sara. Gausten fik hun efter giftermål med sin engelske mand.

I dag bor hun og familien, som også tæller Elliot på tre år og bulldogen Dexter, på første sal i et hyggeligt hus i Rødovre med udsigt til have og et kæmpe kirsebærtræ.

Jukke Rosing kom til Danmark, fordi hun skulle uddanne sig på den fotografiske billedkunstskole Fatamorgana. Men blev så hængende i København.

Trods ti år i Danmark er Nuuk stadig HJEMME, siger Jukke Rosing.

- Når jeg er hjemme i Nuuk, får jeg opladt batterierne. Det er stadig dér, jeg har levet det meste af mit liv. Det er her, størstedelen af min familie bor. Jeg elsker at være hjemme.

Savn

Hende danskeren

Evigt ejes kun det tabte, siger man. Hvad der ligger langt borte, drømmer man ofte sødt om. Jukke Rosing lægger ikke skjul på, at alt ikke var idyl i hendes barndom og ungdom i Nuuk. Der var en mørk side.

- Jeg har altid følt mig som outsider. I et lille samfund skal man helst ikke stikke ud. Jeg malede mine øjenbryn røde, gik i guldsko og hjemmesyet tøj. Jeg var irriteret over at folk ikke turde sådan noget, og over at folk sladrede.

Det sårer, at hun ikke bliver betragtet som rigtig grønlænder, fordi hun er dansk talende.

- Hele livet har jeg fået at vide: du er ikke grønlænder. Hvem er Jukke? Det er hende danskeren. Det var enormt sårende og provokerende at få den besked. Folk har åbenbart behov for at putte mig i den kasse, når jeg ser grønlandsk ud, men taler dansk. I min nærmeste familie er det endda kun min farmor, som er dansk. Begge mine forældre er grønlændere og hele min mors familie.

- Vi har en dobbelt kultur i Grønland, fordi vi er præget af Danmark. Det ser jeg som en styrke. Vi dansktalende grønlændere er også en del af Grønlands historie og kultur. Derfor er det forkert at ekskludere os. At afskrive os, er det samme som at afskrive en del af Grønlands historie, mener Jukke Rosing.

Fordi hun ser grønlandsk ud, bliver hun tit konfronteret med bemærkningen: ”Kan du ikke engang sproget! Det er faneme for dårligt.” Og så bliver hun kaldt ”dansker”.

-Jeg føler mig ikke mindre hel, fordi jeg er blandet og har en dobbelt kulturel baggrund.

Når vi er så lille en befolkning, så skal vi passe på hinanden. Vi er ikke mindre værd, når vi taler dansk

En heldig grønlænder

Også i sit hverdagsliv i Danmark oplever Jukke Rosing, at folk har en stereotyp opfattelse af grønlændere.

- En af mine opgaver som grønlænder i Danmark er at nedbryde fordomme. Folk kan for eksempel finde på at sige: ”Du er godt nok en heldig grønlænder. Du er normal. Du drikker ikke.”

- Hvorfor har både danskere og grønlændere så travlt med at definere mig? Hvorfor må jeg ikke bare være Jukke?

At leve af fotokunst er noget nær umuligt, så Jukke Rosing arbejder også i den sociale hjemmepleje på Nørrebro. Hendes far blev enormt lettet, da hun uddannede sig til sosu-assistent. I sin barndom havde han selv oplevet, at pengene i en kunstnerfamilie er små. Derfor var han ikke glad, da datteren besluttede at gå i farfaderens fodspor.

Justitia

Kunstner by night

Jukke Rosing kalder sig ”sosu-assistent by day. Kunstner by night”. For pengene tjener hun i et job, hun er utroligt glad for.

-Jeg kan godt lide dem, der ikke passer ind i en kasse. Dér bløder mit hjerte. For mig giver det god mening at hjælpe en udskældt gruppe med store sociale problemer. Jeg ved selv, hvordan det kan være ikke at have det skidesjovt. Jeg tror, de opfatter mig som oprigtig. En, der bekymrer sig om dem. Jeg skal være fakkelbærer – den, der lyser. Så må de selv gribe faklen senere, når de er parate.

At Jukke Rosing selv har haft sit at slås med, gør hende bedre til arbejdet, tror hun selv. Hendes problemer med angst mener hun blev grundlagt allerede, da hun var seks år.

- Mine forældre blev skilt. Jeg havde det ikke så godt med min stedfar. Jeg var trodsig – ”du er ikke min far!” Det var min holdning, selvom han faktisk er verdens sødeste mand.

Skilsmissen har virkelig præget mig rigtig hårdt. Det var som et stillads, som begyndte at svaje. Jeg følte mig på usikker grund. Det prægede mig i årevis. Jeg blev overvægtig og moppet – både med min vægt, og fordi jeg talte dansk.

Jukke var et følsomt barn. Og det fortsatte hun med at være som voksen.

- Da jeg oplevede ulykkelig kærlighed og fik en abort, ramlede det hele for mig. Det var meget voldsomt. Jeg brød sammen og fik angstanfald. Jeg fik et dyk igen, da min allerbedste veninde døde som 30-årig, mens jeg var højgravid. Det var en stor sorg.

Identitet

Efterhånden fik hun lært at tøjle angsten og bruge den frugtbart i sin kunst.

- Min søgen efter identitet er drivkraften i min kunst, siger Jukke Rosing.

Sidste efterår mødte hun en samisk kunstner, da de begge hængte billeder op på Nuuk kunstmuseum til gruppeudstillingen Assinga 4 x 4.

- Vi klikkede utroligt godt. Og da vi kom til at tale sammen, opdagede vi, at vi havde den samme fælles historie. Marte Lill Somby kommer fra en ledende samisk familie. Hendes farfar solgte rensdyr til min farfar, som så blev sejlet til Itivnera. Hun taler heller ikke samisk, men norsk. Hun har også i hele sit liv fået at vide, at hun ikke er rigtig same.

De to kunstnere har nu slået sig sammen om en udstilling med identitet som tema i nordnorske Karasjok og nok også i København og Nuuk.

- Vi ligner hinanden. Vi har den samme historie. Vi er søgende begge to. Vi leder efter vores identitet.

Powered by Labrador CMS