Chefredaktøren anbefaler: Kan dæmningen holde?

Kvanefjeld-projektet er gigantisk. Hele anlægget fylder 1200 fodboldbaner. Og miljøproblemerne er tilsvarende store, viser VVM-udkast. Radioaktivt mudder, fluor, radioaktivt støv, svovlsyre, radon er nogle af problemerne.

Kvanefjeld gemmer uran og en af verdens største forekomster af 15 sjældne jordarter. Når/hvis projektet bliver til noget, skal over 1100 hovedsageligt udenlandske arbejdere anlægge minen. Kun 200 bliver grønlændere

Projektet er gigantisk. Kvanefjeld-minen med havn, veje, tailingdepot, svovlsyrefabrik, kemisk forarbejdningsanlæg og barakker til mandskabet kommer til at dække et areal svarende til omkring 1200 fodboldbaner. Eller 631 hektar.

Chefredaktøren anbefaler:

Denne artikel er hentet fra avisen AG og udvalgt af chefredaktør Christian Schultz-Lorentzen.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Prisen på det hele er beregnet til cirka otte milliarder kroner. Kuannersuit/Kvanefjeld-minen bliver uden konkurrence det største industrielle kompleks i hele rigsfællesskabet.

Ifølge eksperter og miljøorganisationer er miljøproblemerne ved minen, hvorfra der skal udvindes sjældne jordarter og uran, tilsvarende massive.

Det kan de få mennesker, som formår at kæmpe sig igennem udkastet til VVM-redegørelse – og det er formentlig kun en håndfuld i Grønland - få vished for. Udkastet er endnu ikke officielt, men AG har fået aktindsigt.

- Kvanefjeld-minen bliver det mest forurenende og største industriprojekt i rigsfællesskabet. Intet sted i verden er der en så stor og forurenende åben mine så tæt på en by, siger Niels Henrik Hooge, Miljøorganisationen Noah, som har fulgt mineprojektet ved Narsaq gennem de seneste ti år.

- Minen vil uden tvivl ende på kinesiske hænder. For Kina vil gerne kontrollere markedet for sjældne jordarter. Jeg er meget, meget utryg ved situationen, siger Mikkel Myrup fra miljøorganisationen Avataq. Han henviser til, at den kemiske forarbejdning af sjældne jordarter – fordi det er en ”beskidt” industri - næsten altid foregår i lande med meget lave miljøstandarder.

- Tailing-depotet med de radioaktive stoffer kan give ikke bare os, men kommende generationer, problemer i mange hundrede år fremover, fordi thorium og uran nedbrydes over tusindvis af år, siger Mikkel Nyrup.

1100 arbejdere tæt på Narsaq

GME, ejet af australske GML, har lavet i alt tre udkast til VVM-rapport, som er sendt til Miljøstyrelsen for Råstoffer. Det tredje er netop afleveret. I rapporten gør selskabet rede for miljøproblemerne ved Kvanefjeld-minen.

Radioaktivt støv, fluor, svovlsyre, cadmium, arsenik, bly, radon er blot nogle af de miljøproblemer, som kan ramme Narsaq og omegn. Tailingdepotet med de enorme mængder affald fra minen i form af slam er et andet centralt emne i rapporten. Oven i dét kommer håndtering af uran, yellow cake, som skal udskibes fra Narsaq.

For slet ikke at nævne de godt 1100 arbejdere – heraf kun 200 grønlændere – som skal bo lige i udkanten af Narsaq, i de fire år, det tager at opføre minen. Altså omtrent lige så mange fremmede arbejdere – formentlig fra Kina – som der i dag bor i Narsaq.

Når/hvis minen kommer i gang, bliver der 715 ansatte. Heraf 328 grønlændere. Så Kvanefjeld bliver landets største arbejdsplads – kun overgået af Royal Greenland og Polar Seafood.

Den 268 sider lange miljø-rapport på engelsk er spækket med fagudtryk fra mineindustrien og svært gennemskuelige udredninger. Entusiaster, som alligevel giver sig ud i læsning, får ikke meget hjælp i form af letforståelige resuméer. Alene oversigten over forkortelser fylder fire hele sider i VVM-udkastet.

GME er tidligere blevet sendt hjem igen af Miljøstyrelsen for at udarbejde en ny og grundigere VVM-rapport. Og nu kommer altså rapport nummer tre, som i øvrigt ikke er meget forskellig fra nummer to. Men VVM-rapporten står ikke alene. Ifølge AG’s oplysninger udgør materialet over de omfattende miljøproblemer ved minen langt over 3000 sider.

Så der er nok at tage fat på for Miljøstyrelsen for råstoffer, der kun råder over en lille håndfuld medarbejdere i Nuuk. Styrelsen får hjælp af DCE, Dansk Center for Energi og Miljø ved Aarhus Universitet og af Naturinstituttet til at tygge sig igennem de mange tusinde sider.

På Naturinstituttet arbejder et par medarbejdere med Kvanefjeld. DCE har tre-fire fagfolk på fuld tid til at arbejde med miljøproblemerne ved mineprojektet. Det er hovedsageligt biologer og kemiingeniører, men de kan trække på eksperter inden for forskellige områder.

Næststørste i verden

Kvanefjeld rummer en af verdens største forekomster af 15 sjældne jordarter. Ifølge selskabet den næststørste i verden. Uran er der også en del af. Men kun hvad der svarer til en procent af verdens forbrug ifølge VVM-udkastet.

GME har dog tidligere udtalt, at uran er vigtig – og stabiliserende - for økonomien, fordi det radioaktive stof handles på langtidskontrakter. Sjældne jordarter derimod handles fra dag til dag. Og markedet er totalt domineret af Kina, som sidder på omkring 90 procent.

Geologer mener, at der er i Kvanefjeld gemmer sig uran og sjældne jordarter nok til at drive en mine i måske hundrede år. Men så meget er det ikke muligt at ansøge om. Så foreløbig søger GME om at drive minen i 37 år. Bare nedlukningen af minen vil tage seks år, før alt det radioaktive vand i tailing-depotet er renset og kan sendes ud i naturen.

For at opbevare de gigantiske mængder radioaktivt slam, som bliver til overs, skal der oprettes et tailingdepot i Taseq-søen tæt på minen og tæt på Narsaq, som kun ligger godt syv kilometer fra Kvanefjeld.

Dæmninger bryder sammen

For at kunne opbevare de mange millioner tons radioaktivt slam bygges en dæmning – en slags mur – på 45-46 meter ved udløbet af søen.

Affaldet – eller tailingen – fra minen dækkes med seks meter vand for at forhindre det farlige, radioaktive stof, radon, i at slippe ud til omgivelserne og ned til Narsaq, hvor der i forvejen er et forhøjet naturligt indhold af radon i omgivelserne.

Tailingdepotet bliver kæmpestort: tre km langt, en km bredt og 68 meter tykt.

Altså et gigantisk affaldslager. Et af de helt centrale miljøproblemer bliver netop Taseq-søen og tailingen. Er depotet solidt nok til at stå i mange, mange år? Uran og thorium nedbrydes over flere tusinde år.

Ifølge de miljøeksperter, som AG har talt med, vil Taseq-søen blive foret med plastik. Altså i stil med et havebassin. I VVM-udkastet slår mineselskabet fast, at depotet er sikkert. Der vil ikke strømme radioaktivt vand ud fra søen og ned i vandløb. Der er heller ikke fare for forurening af Narsaqs drikkevand, som mange beboere i byen ellers frygter.

Miljøeksperter med nært kendskab til projektet – som ikke ønsker at blive citeret med navn – siger, at netop tailing-depotet, og hvordan vandet vil løbe i terrænet, når den 46 meter høje dæmning bliver bygget, er et af de ømme punkter i VVM-udkastet. Det er simpelthen ikke grundigt nok belyst.

Brud på dæmningen er et andet problem. I DCE’s rapport Miljø og råstoffer i Grønland nævnes to grelle eksempler på tailingdepoter, som er brudt sammen. I Spanien skyllede 45.000 kubikmeter tungmetalholdig tailing fra en zink/sølvmine i 1998 ud i Guadiamar-floden og videre ud i Donana-nationalparken. I 2000 skyllede 100.000 kubikmeter cyanid-holdigt vand ud i Donau. Det forårsagede fiskedød, forurening af drikkevand og stop for fiskeri i længere tid.

Der er flere hundrede eksempler på dæmningsbrud og tailingdepoter, som ikke holdt fra bl.a Canada (Mount Polley), Sydamerika og senest Finland.

Udover det store tailing-depot bliver der også et mindre til opbevaring af syre og kemikalier. For at udtrække uran og de værdifulde sjældne jordarter – som bruges i bl.a. mobiltelefoner, vindmøller og elbiler – anvendes enorme mængder af svovlsyre. Det er planen at opføre en fabrik på stedet, som skal producere syren.

Netop de store mængder svovlsyre, som skal bruges på det kemiske anlæg, bliver en stor udfordring. Syren skal neutraliseres efterfølgende og deponeres. I Kazakhstan – en af verdens største producenter af uran – er der skrækeksempler på, at svovlsyre blot er hældt end i undergrunden og har forurenet grundvandet.

Wismut i det gamle Østtyskland er et andet skrækeksempel på en uranmine, som udover mange dødsfald af lungekræft blandt minearbejderne, efterlod et totalt forurenet landskab til eftertiden.

Radioaktivt støv

Alle disse problemer vil der blive taget hånd om, lover GME/GML i VVM-udkastet. Også støvgenerne.

Miljøeksperterne hos DCE, Miljøstyrelsen og Naturinstituttet har tidligere kritiseret, at mineselskabets beregninger over støvproblemer fra minen ikke var grundige nok.

I de høringer, som for et par år siden blev holdt rundt om i landet og især i Narsaq og omegn, ytrede folk bekymring for, at radioaktivt støv fra minen vil drive ned over byen og skade planter, dyr og drikkevand.

I VVM-udkastet skriver mineselskabet, at problemet kan løses ved at sprøjte vand ud over området og på de køretøjer, som kommer til at køre fra minen.

De eksperter, som skal vurdere VVM-rapporten, har skarpt fokus på netop dette problem.

- Det er ekstremt indviklet, hvordan vinden blæser i området. Der kan komme støv fra minen ned i drikkevandet og i vandløb, siger en miljøekspert tæt på projektet, som også har fokus på fluor.

Det er et stof, de fleste opfatter som nyttigt, fordi det holder tænderne sunde. Men i blot lidt større mængder er det giftigt. Netop i Narsaq Elven er der i forvejen et meget forhøjet indhold af fluor fra naturens side. Fluor er et biprodukt ved minen.

- Det er en hårfin balance med fluor, siger eksperten.

- I store mængder er det giftigt. Så det er ekstremt vigtigt, at selskabet har styr på fluor.

GME siger i rapporten, at det kan sælges som flusspat.

Men hvad sker der, hvis fluor spredes med vinden, eller hvis dæmningen er utæt? Ifølge miljøeksperter er det ekstremt vigtigt at GME løser fluor-problemet. For store mængder fluor kan være dødeligt og i for store mængder give abnorme knogler og stivhed.

- Fluor er et kæmpe problem ved Kvanefjeld, siger Mikkel Myrup.

- Fluor spredes med støvet. Det bliver urealistisk at holde støvet nede, når der skal sprænges så meget. Noget af støvet vil uvilkårligt havne i Narsaq. Miljøproblemerne er kæmpestore. Jeg er meget, meget utryg ved projektet.

Kina sætter sig på Kvanefjeld

Mikkel Myrup tilføjer, at den svenske Rigsdag netop har nedlagt forbud mod at søge efter uran i Sverige på grund af miljøproblemerne. Og fordi Sverige med tiden vil lukke sine atomkraftværker. Han tilføjer, at det selskab, som udvinder sjældne jordarter i Mount Weld, Australien, har opgivet den kemiske udvinding i Australien. Skal det foregå miljømæssigt forsvarligt, kan det ikke betale sig økonomisk. Derfor kommer kemianlægget til at ligge i Malaysia eller et andet land med lave miljøstandarder.

For ellers kan man ikke konkurrere med Kina, som totalt dominerer markedet for sjældne jordarter. Og har en lav miljøstandard.

Derfor tror Myrup og andre eksperter også, at Kina med tiden kommer til at sætte sig på Kvanefjeld-projektet. Simpelthen for at bevare sin dominans på det lukrative marked for sjældne jordarter.

Det kinesiske selskab, Shenghe, ejer i forvejen 12,5 procent af aktierne i GML og har option på at købe 60 procent. Fornylig kundgjorde GML fra sit australske hovedkvarter i Perth, at selskabet har indgået aftale med Shenghe om at købe de sjældne jordarter fra Kvanefjeld.

Myrup – og eksperter tæt på projektet – er overbevist om, at Kvanefjeld havner på kinesiske hænder. GME/GML er et såkaldt juniorselskab, som er alt for lille til at kunne drive minen. Projektet vil blive solgt videre til et stort, formentlig kinesisk mineselskab.

Et af argumenterne bag Kvanefjeld-minen var ellers at bryde kinesisk monopol på de vigtige sjældne jordarter.

- Det er meget dyrt at udvinde uran og sjældne jordarter fra Kvanefjeld. Så måske ender projektet som en spøgelseskoncession på kinesiske hænder, så de fortsat kan kontrollere markedet for sjældne jordarter.

- Det store problem er, hvis de får en udnyttelsestilladelse og udnytter den. Politikerne burde droppe Kvanefjeld og komme videre med andre projekter – for eksempel Kringlerne – som ikke sviner så meget, mener Mikkel Myrup.

Powered by Labrador CMS